Skriv en kommentar
En af vor tids største kunstnere, David Bowie, rundede i januar 2007 endnu et skarpt hjørne, da han blev 60 år gammel. Fødselsdagen blev herhjemme fejret med den første biografiske bogudgivelse om manden med de mange identiteter, der efterhånden måske har fundet sit sande jeg 40 år efter han udgav sit første af 31 albums. Det er journalisten Jan Poulsen, der har skrevet ordene i bogen, der sigende for Bowie karriere hedder Station til station med en henvisning til Station to Station-albummet fra 1976.
Og måden at se Bowies karriere som et forløb mellem mange stationer er måske ikke en helt ueffen struktur. Bogen er som genren foreskriver kronologisk opbygget i fire hovedområder, der dækker livet før gennembruddet, 70’ernes brogede, men efterhånden klassiske periode, hvor Bowie diskede op med mesterværker på stribe, 80’ernes tomrum, hvor Bowie havde svært ved at finde fodfæste i et årti, hvor der generelt ikke skete noget som helst i musikkens verden og den afsluttende modne periode, hvor Bowie redefinerer sig selv i en musikverden, der er så kompleks, at man måske netop kunne definerer Bowie som en af herskerne – en kunstner, der kan alt.
Poulsen har naturligvis igennem mange år været førsteklasses Bowie-fan og det skinner tydeligt igennem i bogen. Han var teenager i de år, hvor Bowie gik fra at være en lidt mærkelig udsyret androgyn sanger, til at definere glam-rocken og blive et verdensnavn på højde med The Beatles i 1960’erne. Men der kan også ligge en ulempe i idoldyrkelsen, fordi det skinner igennem, hvad Poulsen opfatter som gode og dårlige Bowie-sange. Det er en opfattelse han ikke nødvendigvis deler med denne anmelder, hvorfor det fra starten var skuffende at fx de tre godbider fra ”Diamond Dogs”, ”We are the Dead”, ”Big Brother” og ”1984”, kun sporadisk omtales som værker i en analysestil, der desværre er noget søgt. Poulsens metode består i at tage et kort uddrag fra en tekst, hvorpå han definerer stort set alle motiver ud fra dette citat. Det giver ikke noget specielt godt billede af hverken Bowie eller teksten/musikken. Alligevel er det i værkanalysen og netop Poulsen øje for et album som et samlet værk, at bogen er stærkest
Hvis man læser bogen for at høre saftige detaljer om manden bag værket bliver man nok noget skuffet. Der er formentlig intet nyt, der ikke tidligere er beskrevet i hovedsageligt engelske biografier, og her savner man måske forfatteren og fortolkeren af Bowie i Jan Poulsen, hvis journalistik er for gennemtrængende, således at samtlige kapitler følger en stringent skabelon, der beskriver Bowie encyklopædisk. Det ville have pyntet, hvis Poulsen have turdet gå planken ud i en mere dokumentaristisk form.
Det bedste afsnit bliver således det, hvor Jan Poulsen er ekspert i forhold til sine engelske kollegaer, nemlig i beskrivelsen af Bowies forhold til Danmark, hvor vi, som vi jo elsker, kan kippe lidt med Dannebrog. Poulsen var som knægt med til Bowies første koncert i Danmark og beskrivelsen er fremragende. Han fortæller også om Nina von Pallandts (fra Nina og Frederik) møde med en ung Bowie i London, samt fx Kashmirs brug af Bowie som backing-vokalist på ”The Cynic” og den af Bowie elskede fortolkning af ”Life on Mars”, der Cecilie Nordby et stort gennembrud. Omvendt savner man en beskrivelse af hvordan Bowie har inspireret navne som fx Suede. Hvorfor den interessante samtale-film ”Hr. Vinterberg og Mr. Bowie” instrueret af Kasper Torsting kun sporadisk nævnes, frem for at bruge den som kilde til viden om Bowie er lidt gådefuldt.
Desværre virker bogprojektet en smule forhastet. Der er et nærmest larmende fravær af en redaktionel hånd, der kunne rette kapitlerne til, så Poulsen ikke faldt i den farlige fælde, der går ud på i en helt uhørt grad af refererer til emner, der tidligere er beskrevet som om det ikke var beskrevet. Med andre ord gentager Poulsen sig selv i en irriterende grad, der ikke gør læseoplevelsen bedre, og når der så oven i købet smutter faktuelle fejl ind i teksten, bliver man faktisk lidt vrissen. Fx påstår Poulsen om nummeret ”Warszawa”, at teksten er på et ”vrøvlesprog” i stil med ”den fine islandske gruppe Sigur Ros, som endnu senere markerede sig med deres selvopfundne eventyrsprog hopelandish på deres hovedværk, albummet Ágætis Burjyn fra 1999”. Sproget på ”Ágætis Burjyn” er nu islandsk og det sprog Poulsen refererer til bruges først på pladen () (fra 2002), hvilket Poulsen sikkert godt er klar over og netop var det, der gjorde pladen, hvor samtlige skæringer er titelløse, berømt – ud over at den måske er Sigur Ros’ hovedværk.
Alt i alt er musikskribenten Jan Poulsens personlige tilgang den bedste del af bogen, mens der ganske enkelt mangler noget biografi eller i det mindste en stærk fortolkning af manden bag værket. Der kunne med fordel have været udgivet en bog, hvor forskellige danskere havde givet et bidrag. Blandt bidragsyderne kunne man foreslå Lars von Trier, der har brugt Bowies musik på i hvert fald tre film, Kasper Eistrup, Søren Ulrich Thomsen og måske en, der kunne beskrive Bowie film-roller bedre end Poulsen. Og så kunne Bowie da selv have skrevet et forord.
Omvendt gav bogen en lyst til at finde Bowie-pladerne frem igen og genhøre mesteren i skyggen af Station til station – og det er nu ikke så dårlig en beskæftigelse endda. Den afsluttende diskografi og optegnelser over danske koncerter er en ganske habil huskeseddel.
Bogen er venligst stillet til rådighed af:
Gyldendal.
