Slim (Stehpen Dorff, Blade), en fremadstræbende ung kriminel og ydermere så smart som denne type nu en gang kommer, er lederen og hjernen af en gruppe risikovillige unge røvere med hang til ”suset”. Gruppen har besluttet at gennemfører 5 røverier på en uge, hver gang med forskellige ekstreme sportsgrene som flugtmetoder. Røverierne skulle være de sidste i bandens karriere, men noget kommer i vejen.
Efter to succesfulde røverier og statsobligationer for små 20 mio. dollars skulle man umiddelbart tro, at man kunne leve resten af sine dage, med en rimelig livsførelse. Det er da også meningen for Slim og banden. Men hvad de ikke havde kalkuleret med var, at det lokale politi og mafiaen imidlertid havde andre planer med dem, nemlig at bruge Slim og hans lange fingre som en lukrativ indtægtskilde ind i fremtiden.
Manden bag filmen, Gerard Pires, har ligeledes stået bag filmen TAXI. Pires er kendt for adrenalin pumpende actionfilm, og gør da også, hvad han kan i denne forbindelse. På en eller anden måde når han bare ikke sit mål. Han formår simpelthen ikke at give skuespillerne gnist og gøre dem interessante. Filmen indeholder mange specialeffekter, men disse kan i sig selv ikke holde interessen oppe, når plottet er så forudsigeligt, og dialogen er så ”skamreden” med klicher, som tilfældet er.
Der er efterhånden sådan, at der går længere og længere tid mellem de, efter min mening, dårlige film, men i denne sammenhæng ville det være på sin plads og ikke være spor for meget at bruge betegnelsen B-film og B-skuespillere. Kort sagt filmen er ikke værd at bruge 80 minutter af sit liv på, og jeg får tynd mave ved tanken om, at muligheden for en 2’er er til stede.
Skuespillerne herunder blandt andet Stehpen Dorff, Bruce Payne og Steven Berkoff kunne godt have gjort det bedre. Til tider undrer det mig, at de overhovedet kunne holde masken under optagelserne og ikke bare knækkede sig af grin. De har alle gjort det bedre i andre film og det er en skam, at de i fremtiden skal have deres navne stående på videokassetten til sådan en omgang…..
Dog vil jeg også understrege, at Natasha Henstridge, Ni fod under og Species, pynter lidt på hele filmen. Hun vinder nok aldrig en Oscar for sit ”talent”, men hun giver dog filmen lidt varme i sin rolle som den kolde kriminalassistent der i bogstaveligste forstand søger at sætte sine klør´ (og tænder m.fl.) i Slim.
Lydsiden vil jeg slet ikke komme ind på. Der er intet positivt at sige om denne andet end, at den fører tankerne hen på diverse danske reklamefilm, som i modsætning til Steal bare har en smule underholdningsværdi.
Afsluttende kan jeg sige, at jeg gennem tiden har set mange film og i denne forbindelse ikke stiller store krav til disse. Men er du til selvpineri og har for mange penge, som alligevel skal fyres af på et eller andet ligegyldigt, så løb ned i den nærmeste videobiks og lej eller køb filmen. Forhåbentlig kan du finde flere lyse sider ved filmen end jeg kunne. Rigtig god fornøjelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.