Skriv en kommentar
Den danske dokumentarfilm ”Stemmer fra Bolivia”, der er skrevet og instrueret af Niels Boel, er efterhånden en lidt ældre sag. Filmen er nemlig fra 1998, men det gør den jo nødvendigvis ikke dårligere.
På grund af alderen kan det komme som lidt af en overraskelse, at filmen nu får biografpremiere, men det må ses som et led i den ekspansion, som dokumentarfilmen har lavet på biografområdet de senere år. Hvor det tidligere hørte til undtagelserne, at vi kunne opleve dokumentarfilm i biografens refleksive rum, er det nu blevet normalt. Og det er jo for så vidt godt, for filmene har en berettigelse på det store lærred, hvilket i øvrigt bidrager til, at kendskabet og interessen for genren bliver stadigt større.
Niels Boel er en kyndig journalist, der er gået ærbødigt til sin opgave. Han vil skildre livsvilkårene for quechua-indianerne, der bor i en lille landsby langt oppe i Andesbjergene i det sydamerikanske land Bolivia. Boel holder filmen i en konsekvent stil, der forsøger at være meget etisk korrekt. Således lader han beboerne selv være de stemmer, der fortæller om deres hverdag, og det med en lille charmerende pige som hovedfortælleren. Igennem stemmerne og de stemninger som Nikolai Østergaards velkomponerede billeder giver, gives der en kort men fin fortælling om landsbyens beboere. Den store dramaturgiske pensel er dog ikke taget i brug her. Der er kun nedslag fra den guddommelige hverdag, hvor beboerne kæmper med storfyrster og naturens barske tørkeperioder. En lille skole hvor der læres i marxismens samfundsmodel, en høne der slagtes, naboen der er misundelig, et eneste fjernsyn samt en kommende telefonforbindelse er de isolerede indianeres hverdag. En gang om året afholdes der en lille festival, hvor folk samles for at dyrke deres gamle skikke og hygge sig med kappestrid, det er indianernes og filmens højdepunkt.
Ja, som beskrevet foroven er der ikke de store armsving i fortællingen, og filmen lader sig derfor beskrive som den trædemølle, der er en af bøndernes vigtigste arbejdsredskaber. Ja, der er så sandelig langt fra Danmark og Hollywood og til det fattige land Bolivia, hvor morskaben hovedsagelig består af de euforiserende Coca-blade, der er områdets velsignelse. Herhjemme lukker vi Christiania, men heldigvis står bevillingskassen endnu åben for støtte til denne slags kuriøse film (Indtil DF og andre også får taget hånd om det).
50 minutter varer filmen og havde den været længere, var det blevet for meget at sidde igennem. Men som en lille fortælling til mindelse om, at verden (trods al snakken om Globalisering) er et mangfoldigt sted, kan filmen helt sikkert bruges.
Alligevel er det svært at komme udenom, at filmen er meget smal. Og går man i biografen med vanlige forestillinger om, hvad det rum skal byde på, kan man godt blive skuffet. Men ”Stemmer fra Bolivia” er en sjælden film, og det er da ikke helt tosset at hive filmen frem og give den en chance for at ride med på den biografdokumentarbølge, de eventyrlystne kan surfe på i disse år.
