Skriv en kommentar
Går man ind og ser "Step Up all In", må man have sig én detalje for øje. Filmen er en genrefilm. Helt udpræget og u-undskyldende en genrefilm. Og den må bedømmes derefter. Om vi taler gys, sci-fi, rom-kom eller muscials så tegner genre-formlerne fluks en kontrakt med publikum om hvad fx historie, figurer, scenografi og koreografi skal veje i forhold til hinanden. "Step up" gør det samme. Titlen siger: "Mindre snak og mere dans. Mere spektakel og mindre substans. Hop med eller hop ad helvede til!"
Sådan har det vidst været siden den forfriskende energiske "Breakin'" fra 1984 og frem. Mens replikkerne falder til jorden formår karaktererne alligevel at lette; kropssprog og rytme haler og hiver i os, og hvis vi gider, kan vi godt kaste frakken med nøglebundt og tegnebog over på komoden og danse med.
Som tak spuler filmen os så ned med en syndflod af teknisk overlegne dansere, montager, kameravinkler og 3d-teknologi, så det render ud af næsen, mens den installerer drypstop på plot og persondrama.
Alligevel får filmen fint formet sin præmis og sit dramatiske drive for sine helte. Den er: livet er hårdt, men ISÆR for en professionel danser. For dansere kan man fodre svin med, og det bonger ud i sulteløn til de heldige og arbejdsløshed til resten. Noget vi sander i filmens første 5 minutter, hvor vi dansetrup for dansetrup drives gennem samtlige ydmygelser urimelige udtagelsesprøver og ditto dommerpaneler nu kan hitte på. Pinlige kostumer, hudflettende kropskommentarer og sexchikane - for nu at nævne de hyppigste.
Netop de forhold martrer hovedpersonen Sean (spillet af en lækker men lidt forglemmelig Ryan Guzman), som på den ene side har fået nok af at danse med hatten i hånden, men på den anden ikke nænner at stille danseskoene og gøre som vennen Moose, der i mellemtiden er gået dydens vej og blevet ingeniør. Tvivlen torpederes af et tilbud Sean ikke kan afslå. I Las Vegas afholdes dance-offet over dem alle: The Vortex, og vinderne indkasserer en tre-årig kontrakt på sit eget show. Snart efter er Sean ikke bare sulten, han er glubsk og besat.
Og lige hér findes de få psykologiske gnister, som filmen dog kan få til at springe. For på den andens side er der den romantiske modpart og dansemakker, Trish (spillet anderledes friskt og fængende af franchisens veteran, Briana Evigan), der klog af sportsskade har øjnene rettet på fødderne og ikke pokalen. Det synes Sean IKKE er den vinderattitude, som skaffer ham og holdet kontrakten. Så det må jo gå lidt (men også kun lidt) galt, når han presser og hun stejler.
Men faktisk er det befriende, at filmen er så renset for melodrama og kunstige konflikter. Personerne samarbejder og deres samtaler er noget så usædvanlig som konstruktive. Eller sjove. For filmen signalerer mest af alt én ting med alle sine bifigurer - om det er den dykede bartender Violet (Parris Goebbel), den udknaldede asiat Jenny Kido (Mari Kido) eller den brylcremede latinodanser Chad - at den ikke tager sig selv højtideligt. Og vi bedes som sagt gøre det samme.
Trække i danseskoene og på smiletbåndet. På bardeskene og danseskolerne, i modestudierne og forlystelsesparkerne og endelig på tribunerne i Ceasars Palace.
"Step Up all In" in er energisk danseeksapisme med nok plot- og persondetaljer til at gøre det til en hel film.
