Skriv en kommentar
Du havde nok ikke lige forestillet dig, at du skulle stå og overveje at bruge din sommer på en tre timer lang tysk film? Ja, tre timer varer “Sterben”, som handler om den specielle Lunies-familie, der i den grad har sit og slås med. Portrætteret så eminent, at den kastede en statuettet for bedste film af sig ved German Film Awards og en sølvbjørn ved Berlinalen for bedste manuskript. Får du først startet, så slipper du den nok heller ikke af syne førend rulleteksterne. Det er nemlig som om, at der i Lunies-familien konstant er et eller andet, som er i udu.
Filmen er praktisk inddelt i 5 kapitler, hvor filmens primære aktører får lov til at shine i hver deres segment. Først har vi mor Lissy, der kæmper en daglig kamp på hjemmefronten, hvor hun selv lider af alvorlig inkontinens og samtidig prøver at holde styr på ægtemanden Gerd, der har begyndende demens og gerne render ind til naboen i tide og utide. Sammen har parret Tom og Ellen, der ikke lige er så nært forbundet til forældrene af den ene og den anden årsag. Tom arbejder på et større klassisk musikværk sammen med sin kollega, der er sortseer og lettere depressiv. Ellen har hang til flasken og drikker nærmest konstant, når hun ikke lige dyrker en gift tandlægekollega. I virkeligheden er det noget af en rodebutik sådan familiemæssigt. Det er nu heller ikke så få ting, familien kommer ud for, og jo mere de prøver at stå sammen, jo mere slider de på hinanden.
“Sterben” er en humoristisk dramafortælling om en familie, der kæmper hver for sig. De er bundet sammen af blodets bånd, men der er nogle kløfter mellem dem, som man ikke skal vente længe med at få øje på. Lissy, Gerd, Tom og Ellen er vidt forskellige, og fortid og fortrængte følelser vælter ud, da Gerd dør af sin demens-sygdom. Det er en udviklingshistorie, der har god tid til at dvæle ved samtaler og diskret interaktion mellem medlemmerne. Kunsten med “Sterben” er at komme til bunds i, hvad disse mennesker står for og indeholder. Det bliver i øvrigt ikke nemmere for særligt Tom, da hans ekskone bliver gravid med en ny fyr, som ekskonen faktisk ikke kan udstå. Tom træder til i kulissen, og er reservefar ved siden af sin musikskabelse og sit forsøg på at holde kontakten til sin mor. Der kommer i det hele taget en masse morsomme scenarier ud af Lunies-familiens gøren og laden.
Når vi nu får lov til at have hele tre timer med dette mærkværdige ensemble, så kommer vi også tæt på skuespillerne bag karaktererne. Hver og en har de også nogle skelsættende og memorable scener. Eksempelvis da Lars Eidinger må forsøge at holde masken, da Ellen kaster op blandt publikum under opførelsen af det store værk. Der er også en stærk scene, da Corinne Harfouch i rollen som Lissy fortæller sin søn, at hun faktisk aldrig har kunnet lide ham. Hans-Uwe Bauer (i rollen som den demente Gerd) levererer også ganske kraftigt, da Gerd møder sit endeligt. Alt sammen orkestreret af Matthias Glasner, der med filmen her har rakt ud til hele verden. Det er ikke utænkeligt, at han kunne få tilsendt nogle udenlandske manuskripter på sigt. “Sterben” er en lille perle, som man kun kan være glad for, nåede uden for de tyske grænser.
