Skriv en kommentar
Hvem skal takkes for at levendegøre legenden Steve Jobs?
Michael Fassbender, der besætter legenden og fremstiller ham i dikotomien mellem djævelskab og barnlig uskyld?
Manuskriptforfatteren Aaron Sorkin, der har forvandet en biografi til tre akter, hvis scener pumper liv i Jobs og hans nærmeste som et galloperende hjerte?
Eller instruktøren Danny Boyle, der har haft et ekstremt perfektionistisk overblik over sine marionetdukker og udtaler sin magtdemonstration gennem den ikoniske replik: “The musicians play their instruments. I play the orchestra.”?
Treenigheden i tre akter
1984. 1988. 1998. Alle tre år er vigtige standpunkter for den teknologiske udvikling, Steve Jobs’ karriere og hans personlige relationer. Kun én af begivenhederne ændrede verdenshistorien, men alle tre satte et aftryk i Jobs’ væren.
Steve Jobs udspiller sig over tre akter, der hver især finder sted i minutterne inden en af Jobs’ store produktlanceringer. De to første produkter viste sig at blive fejlskud mens den sidste akt - fremvisningen af den første iMac - rebootede Jobs status som geni og startede den digitale revolution.
Sorkins understreger sin teatralske skrivestil med opdelingen af de tre akter. Man er omsluttet i Sorkins fabelagtige univers, hvor hver replik falder som et perfekt orkestreret beat i Boyles himmelske symfoni. Alt går op i en højere enhed i treenigheden Boyle, Sorkin og Fassbender tilsat den spotlight-stjælende Kate Winslet som Jobs’ højre hånd Joanna Hoffman, der prikker irriterende til ham med de spørgsmål, han ikke tør stille sig selv, men som afmystificerer legenden for øjnene af os.
Der forekommer dog hakker i den elegante symfoni, når Boyle bliver nødt til at forklare baggrundshistorier for nuværende konflikter gennem tidligere hændelser. Det ødelægger rytmen i den taktfaste skildring, men er uden tvivl uundgåeligt i et så stramt narrativt koncept, der ikke efterlader meget tid til dvælen.
Saftige replikker
Det er især Seth Rogen, som spiller Apples kodekonge Steve “Woz” Wozniak, der udover Fassbender får de saftigste replikker at tygge på, og han spytter dem ud med en karisma man ikke troede var muligt fra manden bag latterlige satirekomedier som The Interview.
Sorkin har tidligere skrevet manuskriptet til den anmelderroste The Social Network, der handlede om et lige så excentrisk geni - Mark Zuckerberg, grundlæggeren af Facebook. Sorkin fortsætter de teknologiske vendinger i Steve Jobs, hvor han brillerer i at afspejle karakterernes replikker med den konkrete situation. I samtalerne mellem Woz og Jobs tager replikkerne ofte udgangspunkt i teknologien, der binder dem sammen, som da Woz mod anden akts slutning stiller sig kritisk over for Jobs’ persona: “It’s not binary. You can be decent and gifted at the same time.”.
Formidabel Fassbender
Før biografturen er det værd at tænke tilbage på dens fallerede forgænger Jobs fra 2013, hvor Ashton Kutcher indtog titelrollen. Det var tydeligt, at Kutcher fokuserede på Jobs’ mimik og gestikulation og prøvede at efterligne den halvhjertet, mens Fassbender succesfuldt har valgt at gøre karakteren til sin egen. Han skaber et helhjertet (om end koldhjertet) menneske og bærer stolt den sorte rullekrave og de runde briller, der blev symbolet for Apples grundlægger.
Her ligger Steve Jobs’ eneste konflikt. Boyle udtaler, at han ikke prøver at gengive den ægte Steve Jobs, og at Fassbenders præsentation er en abstraktion. Hvorfor så holde stædigt fast i titlen, der henleder tankerne på den dokumentariske stil? Steve Jobs er et fantastisk skuespil, men bunder ikke nødvendigvis i sandheden. Det kan ødelægge oplevelsen, hvis man ikke er klar med teaterkikkerten til det impressionistiske værk.
Men med den høje grad af visuel kvalitet i hvert enkelt frame og hver enkel replik skal man være et skarn, hvis man stiller for mange dumme spørgsmål. Og ja, indlagt i Fassbenders udgave af Steve Jobs findes der dumme spørgsmål, og der bliver slået hårdt ned på dem, der stiller dem.
Statuettejagt
Den nærtstående awards-sæson er ikke i tvivl om, hvem der skal takkes for Steve Jobs. Sorkin vandt en Golden Globe for sit skribleri, mens Fassbender blot blev nomineret. Han får dog revanche til Oscarsshowet, hvor Sorkin - højst uventet - er blevet overset.
Det ligner dog, at de tunge drenge bliver overhalet indenom af deres fabelagtige birolleindehaver Winslet, der får selv Fassbenders excentriske Jobs til at stikke snuden ind fra tid til anden. Winslet vandt ligeledes en Golden Globe og står stærkt i feltet til at fortsætte successen til Oscars i februar.
