Skriv en kommentar
I Still Walking er to voksne børn og deres familier på besøg hos bedsteforældrene for at mindes familiens ældste søn, der døde 15 år tidligere efter at have reddet en lille dreng fra druknedøden. Familien er sjældent samlet, da flere af familiemedlemmerne ikke just kommer godt ud af det med hinanden. Bedstefaderen vandrer bitter huset rundt, tydeligvis stadig plaget af sorg over tabet af sin ældste søn. Den yngste søn, Ryota, kæmper derfor for sin fars anerkendelse, som dog er svær at opnå, når han har giftet sig med en enke – til sine forældres store misbehag. Vi følger familien i et døgn, hvor disse konflikter tydeligt fornemmes, men for alvor aldrig kommer til udtryk.
Still Walking er en langsomt fortalt film, der byder på en flad spændingskurve uden store konflikter. Umiddelbart skulle man derfor kede sig ihjel under filmen, men i stedet har man som publikum aldrig følt sig mere levende. Med sit langsomme fortælletempo inviterer Still Walking nemlig tilskueren ind i filmens karakterer, og man accepterer glædeligt invitationen, for karakterene fremstår hurtigt spændende at dykke ned i. Dette skyldes ikke mindst de fantastiske, underspillede skuespilspræstationer, der får hver en karakter til at fremstå virkelig, dyb og kompleks.
Netop det virkelige er centralt i Still Walking. Instruktør Hirokazu Kore-eda har fravalgt alle melodramatiske elementer og fremstiller blot en dag, som den oftest ser ud i virkeligheden: Uden dramatiske højdepunkter og store udladninger af følelser. Derfor fremstår karaktererne virkelige og genkendelige, og man kommer derfor nemt frem til en vis forståelse for hver karakter og deres kompleksitet. Et følelsesmæssigt engagement i karaktererne er dermed uundgåeligt, og som tilskuer frustreres man over karakterernes kommunikationsvanskeligheder, mens man samtidig har forståelse for, at visse ting forbliver usagte. At tilskueren får en så dyb indsigt i karaktererne, vidner om en mesterligt konstrueret fortælling.
Det virkelige understreges af filmens gennemførte stil. Still Walking er næsten udelukkende fortalt i smukke, statiske billeder, der får lov til at dvæle i god tid, før der klippes. Derudover er brug af close-ups stort set udeladt. Der er altså ingen intention fra instruktørens hånd om at guide tilskuerens opmærksomhed; i stedet folder fortællingen sig selv ud og lader tilskueren selv bestemme fokus. Det er tydeligt, at Kore-eda har hentet inspiration fra den japanske mesterinstruktør Yasujiro Ozu og især dennes film Tokyo Story (1953), der på samme stilistiske måde skildrer komplekse familieforhold mellem forældre og deres voksne børn.
Til trods for sin alvorlige tematik er der en let og humoristisk tone over Still Walking takket være en velskrevet dialog, der leveres fejlfrit af skuespillerne. Hele tiden kan man dog fornemme de mange undertrykte følelser, der ligger og ulmer under overfladen, men som aldrig får lov til at komme til udtryk. Film med sådan en dybde og kompleksitet er sjældne, og når Still Walking samtidig er en stilistisk perle, har vi med stor filmkunst at gøre.
Still Walking går i Cinemateket fra d. 1-11. april.
