Skriv en kommentar
Med sin asketiske ”Stellet Licht” har den mexikanske intruktør Carlos Reygada ikke kun drejet en prisvindende film til Cannes, men også uigenkaldeligt importeret den europæiske ”død-tids film” til det amerikanske kontinent. Hverken Dreyer, Bergman eller Tarkovski har levet forgæves, når Reygada folder sin tour-de-force i æstetik og metafysik ud til bristepunktet.
På den ene side er ”Stellet Licht” simpel. Det er kort fortalt en fortælling om den religiøse familiefader og hjørnesten for sit religiøse samfund (en mennonitisk menighed i Chihuahua, Mexico), Johan, der bryder sine egne principper og svigter sin familie ved at have et forhold med en anden kvinde. Hans bondeanger og troskrise, konen Esthers lidelse og børnenes uforstand overfor denne konflikt er filmens umiddelbare handling. Men på den anden side er ”Stellet Licht” en film, hvor form og indhold i minutiøs grad går op og alt bliver betydningsbærende; vel at mærke mindre for plottet og mere for vores forståelse og internalisering af den verden og mentalitet, som filmens personer bebor. Hvad der fylder uendeligt meget mere end det nævnte trekantsdrama, er den allestedsnærværende fred i det mennonitiske parallelsamfund. Filmens berygtede establishingshot af den gryende himmel tager fx. 6 minutter og tjener i nogen grad som advarsel for de uberedte, men mest dog som en transformation af seeren – fra fortravlet storby-genser til sindig landmand og gårdkone i pagt med stilheden.
Ligesom Gus Van Sant med ”Elephant” gjorde en dyd ud af at vise det, man i klassiske redigering har lært at klippe ud (nemlig hverdagens tomgang), således ikke bare bryder Reygada med konventionerne, men gør deres fravær til filmens største styrke. Hvor tomgang i ”Elephant” udgør en skrøbelig udsættelse af hverdagens brutale afbrydelse, bliver fænomenet anderledes mægtigt hos Reygada. For selvom en katastrofe ulmer i form af utroskabets konsekvenser, forhindres både publikum og personer i at overgive sig ultimativt til den, idet netop freden er personernes samt deres verdens globale tilstand og affekten den midlertidige afbrydelse.
Langsommeligheden i ”Stellet Licht” er i det hele taget forbløffende engagerende, fordi dens grundlæggende æstetiske sigte netop ikke er affekten men trancen – den som risikerer at opstå, når man opgiver sin evigt fremadskuende mentalitet og overgiver sig til sanserne og nuet. Med andre ord, den falden-i-staver der følger af et pludseligt ophold på en gåtur, og man indser hvordan ens trampen og prusten har overdøvet alle øvrige lyde.
Det er formentlig derfor dialog og baggrundsmusik hhv. er stærkt reduceret og direkte fravalgt. For til gengæld trænger miljølydene ind; cikaderne summer, gruset og morgenmaden knaser, værkstedet kling-klanger, søvandet klukker og plasker og engbevoksningen rasler og suser omkring og sammen med kysset mellem Johan og den anden kvinde. Det er sikkert også derfor fortællingen kun består af tålmodigt udtrakte real-time scener (mere præcst 10 stk. af 5 til 15 minutters varighed) og henlægger sine spring i tid til deres sorte mellemrum. For sammen med de cyklicke hverdagssysler som markarbejde og børnevask, der dominerer hovedparten af scenerne, føler man sig nedsænket i øer af tidsløshed, hvor ingen handlinger kan røbe, hvad som var lige før, endsige hvad som kommer. Mere virkeligt bliver det ikke. Dog er filmen alligevel mærkeligt metafysisk – og hermed menes ikke kun slutningen, der nikker skamløst tydeligt til vores egen Carl Th. Dreyer og ”Ordet”, men i det hele taget følelsen af at evig- og uendelighed er nærværende i de hverdagens mindste detaljer og handlinger.
Reygadas film er ikke for alle, og det er mere end nogensinde ment som en kompliment. Den er kompromisløs, fordi dens dagsorden ikke er forhandling med men altså transformationa af sit publikum. ”Stellet Licht” bringer affekt og askese på en oprigtig kollisionskurs, hvor begge livs-indstillinger iscenesættes som duelige mentale alternativer. Det nye for det moderne publikum er, at askesen ikke blot er puritansk selvpinsel, men kan beskues som frigørelse fra utålmodigheden, egoismen og bitterheden. Kærligheden, antydes det, er ikke længere det højeste princip, men må vige for freden, der i sidste ende er den følelse, som dominerer filmen, besejrer døden og – med forlov – denne anmelders indledende forbehold.
