Storytelling er delt op i to fortællinger. De hedder henholdvis ”Fiction” og ”Non-fiction”, og de har det tilfælles, at de begge handler om det skulle formidle en virkelig historie.
I den første sekvens møder vi en flok aspirerende forfattere, der går på et praktisk skrivekursus. Fælles for de studerende unge mennesker er, at de alle forsøger at skrive en personlig virkelig historie med udgangspunkt i deres eget liv – og så selvfølgelig at de alle skriver elendige historier.
Vi møder pigen Vi (Selma Blair) og hendes spastiske kæreste Marcus (Leo Fitzpatrick), der begge deltager i forfatterkurset, som den sorte pulitzer-vinder Mr. Scott (Robert Wisdom) kører med hård, kynisk hånd. Da Vi og Marcus slår op, søger hun trøst hos mr. Scott. Her er der imidlertid ikke meget trøst at hente, tværtimod, men hun får på brutal vis en virkelighedsoplevelse at skrive om. En oplevelse der senere ved oplæsning af historien i klassen afskrives som det pure opsind.
I filmens anden og noget længere afdeling fortsætter den tragikomiske stemning sammen med den ærkeamerikanske familien Livingston. Familiens absolutte overhoved er faren (John Goodman). Moren er en undertrykt hjemmegående husmor (Julie Hagerty), og den ældste vanskelig søn Scooby (Mark Webber)vil hellere ryge hash og drømme om en fremtid som berømt tv-stjerne end at tage sine eksaminer. Derudover møder vi den yngste, gammelkloge søn Mikey (Jonathan Osser), der føler sig overset af sine forældre, og den mellemste søn Brady (Noah Fleiss) der er sporty og er kæreste med den lyshårede cheer-leader.
Den midaldrende dokumentarfilminstruktør Toby (Paul Giamatti) møder tilfældigt stjernen i sin næste film nemlig Scooby på et herretoilet. Tobys hensigt om at lave en dokumentarfilm om utilpassede unge i Amerikas forstadsmiljø passer fint med Scoobys drømme om at blive tv-stjerne. Toby tropper op med sin kameramand i familien Livingstones domicil, men Toby får en helt anden og mere tragisk film i kassen end forventet.
Filmen forsøger at tematisere sammenblanding af fiktion og fakta i forskellige medier samt give et satirisk billede af den amerikanske middelklasse. Den forsøger at problematisere det, at skildre hvad vi normalt forstår som virkeligt og som realisme.
Det er tragikomiske skæbner vi følger, og persontyperne er meget stiliserede – og morsomme - typer, selv om det ikke går dem godt.
De to fortællinger er meget løst kædet sammen på det tematiske plan, og begge historier kan sagtens fungere som to novellefilm hver for sig. Instruktøren Todd Solendz tager udgangspunkt i det tilsyneladende normale, der på den ene eller anden måde udvikler sig til ekstreme situationer. Og det er sammen med skuespilpræstationerne og de sjove, karikerede persontyper, det der gør filmen seværdig.
Alt i alt tegner filmen et kritisk men sterotypt billede af ”almindelige” amerikanere, der er underholdende at følge langt hen af vejen. Som helhed mangler filmen dog substans, og filmen bliver i sidste ende ligesom dens personer: på desperat jagt efter spændende oplevelser.