Skriv en kommentar
Filmens univers er efterhånden godt befolket af metafortællinger, der handler om fortællingen selv. Tyskfødte Marc Forster instruerede 2004 den inciterende fortælling om Peter Pans skaber, J. M. Barrie. Filmen, der havde Johnny Depp i hovedrollen, fortalte således historien om Peter Pan på en ny og original måde. Der synes i det hele taget at være en form for bølge af fortællinger, der handler om selve konstruktionen af de personer, vi følger på lærredet. Her tænker jeg hovedsageligt på film skrevet af Charlie Kaufman, såsom Being John Malkovich, Orkidetyven samt evigt Solskin i et pletfrit sind. Alle var de sælsomme film, der alligevel trak et stort publikum. Analogt med denne tendens har vi set, hvordan komiske skuespillere har bevæget sig over i mere seriøse roller, der ofte blandede det finurlige med det finkulturelle. Carrie viste det i bl.a. Evigt Solskin i et pletfrit sind, mens Bill Murray leverede tragikomiske roller i Sofia Coppolas Lost in translation samt Jim Jarmuch’s Broken Flowers.
I ”Stranger than Fiction” mødes de to ovennævnte spor endnu engang. Filmen er en metafortælling, der snørkler sig rundt om den sokkel, den selv står på. Her vikler den sig ind i sig selv og truer med at opløse sig selv. Det er således en knivskarp og yderst svær kunst at kunne balancere metafortællingen, så den både underholder og glider rundt om sig selv. Vi følger Harold Crick, spillet af den komisk funderede Will Farell, der i sit ligegyldige liv ikke har andet at gå op i end sit ligegyldige job som skatteopkræver. Hver morgen står Harold Crick ud af sengen ved lyden af sit præcise ur, dernæst gennemgår han en dag styret af rutiner og urets tikken. Men en morgen er noget anderledes, Crick hører en kvindestemme, der synes at fortælle om Crick, mens han gør de ting, han nu engang gør.
Den regelrette mand hyles naturligvis ud af det, og inden længe finder Crick ud af, at han bliver fortalt og derfor ikke har megen fri vilje i forhold til sit liv. Set i lyset af den erkendelse opsøger Crick, litteraturprofessoren Jules Hilbert (Dustin Hoffman), der hjælper Crick med at finde ud af, hvad det er for en fortælling, han er en del af. Sideløbende er forfatterinden Kay Eiffel i gang med en roman, hun ikke kan finde en slutning på. Forlaget har allerede hyret en professionel assistent (Queen Latifah), der skal hjælpe nikotinvraget med at få skrevet de sidste og afgørende sider – og det synes at hjælpe for, den historie Eiffel skriver er historien om Crick, der pludselig oplever, at hans liv får ny mening. Pludselig finder han sig forelsket i en chokoladenymfe af de lækreste (Maggie Gyllenhaal), men inden længe ved han også at chancen for, at hovedpersonen, altså ham selv i Eiffels romaner dør, er næsten lig hundrede procent. På kanten af fortællingens ramme kæmper Crick for sit liv og sin kærlighed, mens Eiffel kæmper med sine indre dæmoner og sit skrivevanvid, og midt i alt dette fortælles en historie ”Stranger than fiction”.
Marc Forster, der før ”Finding Neverland” lavede den fængslende fængselsfilm ”Monsters Ball” med Halle Barry og Billy Bob Thornton, er god til at fortælle fabulerende, og det lykkes også ret godt her. Filmen har nogle spøjse øjeblikke, der lader os trække på smilebåndet og den har en vedkommende metafortælling, der i sig selv fortæller om, hvad fortællinger er. Personinstruktionen virker som i Forsters forrige film meget overbevisende, og giver Will Farrell hans måske bedste rolle indtil videre, derudover er altid overbevisende Justin Hoffmann vellykket som litteraturorakel. Emma Thompson er overbevisende som neurotisk forfatterinde, mens Maggie Gyllenhaal er yderst inciterende som chokoladedronningen, der udstråler inderlig kærlighed og varme.
Hele den snørklede og stærkt litterære fortælling er skrevet af den unge og talentfulde manuskriptforfatter Zach Helm, der hermed for første gang viser sine evner for filmens fortællinger. Helms manuskript er intelligent og gennemtænkt, men sommetider synes, linedanserinden at falde af snoren og fortællingen bliver en anelse for fortænkt, hvorfor den dermed mister noget af magien.
I det store hele er ”Stranger than fiction” endnu en meget velkommen anderledes fisk i et farvand af filmisk mangfoldighed. En film for folk med hang til skæve og selvrefererende film, der desværre nok kan virke for fortænkt for store dele af filmpublikummet.
