Skriv en kommentar
Stratos hedder græsk films svar på Leon i en kold, økonomisk krisetid. I skikkelse af Al Pacino - jeg mener Vangelis Mourikis indtager han lærredet med store mejslede træk og et udtryk, der vipper umærkeligt mellem vemodighed og lakonisk kalkule. Det sidste kan nok tilskrives mandens imponerende poser under øjnene og DE skyldes at døgnet bare ikke har nok timer til en mand som Stratos.
Ikke nok til at slå de uendelige rækker af fabriksbrød op om natten og samtidig fylde ligeså mange ofre med bly på kontrakt om dagen. Og da slet ikke nok til at også at indfri en gammel taknemmelighedsgæld fra de glade tremmeruskerdage, der i al sin enkelhed kræver, at Stratos rejser penge til et større tunnelbyggeri for at befri sin gamle fængselsslof, Leonidas. En mand som den ærekære Stratos skylder sit liv. Når tiden så ellers tillader det, så kan Stratos godt afse et par panderynker og beskyttende vinger til genboens 8-årige datter, Katarina, der er overladt til sin prostituerede mor og ryggesløse onkel. Alt imens skal en lokal mafiaboss også lige holdes ud i strakt arm.
Det er en kold tid, som vi lever i
Stratos har det ikke let, men det er der, eftersom vi er i Grækenland i den økonomiske krises zenith, heller ikke andre som har. Det græske dramas gamle højbårne motiver som ære og moral er forladt til fordel for krisens laveste fællesnævner: penge. Lejemorderen Stratos synger i den forstand ikke med på tidens toner; han arbejder trofast og loyalt alt imens naboen hellere prostituerer sin datter frem for at sende hende på fabrik, fordi: ussel mammon. Han stiller også sit offer det spørgsmål kunden ikke vil give; "Hvorfor ønsker man dig død?" Svaret er, "Fordi jeg har svindlet ham for penge". Det sløje tider for grækerne.
Tragedie og pengesorger
Den græske tragedie er i Stratos blevet hhv. til både lejemorderens, naboens og landets (finansielle) tragedie. Det er altsammen set og sanset fra hovedpersonens perspektiv og aldrig andet. Nogle gange er det tragedien, som larmer, når Stratos vender sit øre imod den, andre gange er det stilheden. Nogle gange giver grebet filmen en minimalistisk pondus. Andre gange er giver det bare gentagelser. Af eder og forbandelser. Eller ekspositionel dialog.
Gentagelse fremmer forståelsen
Generelt gentager filmens karakterer deres eller hinandens replikker til kvalmegrænsen. Undertegnede har før nydt film, der tærsker vidunderlig, æstetiske langhalm - såsom "Stille Lys" af Carlos Reygadas eller "Gertrud" af Dreyer - men her var det for meget. Filmen mister fortællingens fremdrift i dialog, og selvom den genvinder den, er det for sent. Stratos desker op med vendepunkter og en strammere fortælleøkonomi og det er tiltrængt - men altså ikke nær nok. Ikke når man skal holde fokus i mere end to timer og et kvarter.
"Noget på hjerte"
Men tematisk og æstetisk er der alligevel noget at komme efter. Nihilismen anslås med en rungende efterklang, når vi som publikum vejer lejemorderen og samfundet på samme moralske vægt, og finder den sidste for let. Den vej rundt mindes man om Garrones italien-kritiske mesterværk Gomorrah. Men også om, hvor meget højere kæmpers skuldre Stratos har stillet sig på. Det lakoniske mørke under den græske sol griber og forstemmer - og forpuster.
