Skriv en kommentar
Endnu en remake har ramt filmens verden. Sam Peckinpahs klassiske Straw Dogs med Dustin Hoffman fra 1971, er nu genopstået 40 år efter. Instruktør Rod Lurie har haft leget med tanken i noget tid, og gjort sig store tanker om hvordan den skulle relanceres, med hvilke kræfter bag, hvordan der skulle være nyt input, som gjorde fortællingen mere nutidig og hvem der skulle overtage rollerne. Nu var tiden så inde til at sætte projektet i søen, og den grundige betænkningstid har givet pote.
David Sumner, en succesfuld manuskriptforfatter fra Los Angeles, og han kone Amy Sumner forsøger at finde sig til rette i Amys hjemby Blackwater. Her skulle være fred og ro nok til at David kan færdiggøre endnu en opgave til Hollywood. Med ro finder parret ikke meget af, da lov, orden og regler er meget fritsvævende, så man ikke bare på almindeligvis accepteres af sine omgivelser. David hyrer Amys ungdomskæreste Charlie og hans sjak til at restaurere Amys barndomshjem. Og her starter allerede de små irritationsmomenter. Charlie har nemlig ikke lagt sit forhold til Amy bag sig, og ham og hans håndværkerteam har mere travlt med at drikke øl, høre høj musik og beglo Amy end at lappe tag. Den psykiske terror er begyndt, kulminerer siden og ender i et klassisk opgør.
James Marsden (X-Men, Hop) som underdanig ”Kloge Åge”, Kate Bosworth (Blue Crush, Superman Returns, Beyond The Sea) som blikfang og Alexander Skarsgård (Melancholia, True Blood) som uligevægtig dominator er simpelthen et drømmecast. Flankeret af James Woods (Casino, Once Upon A Time In America, Holocaust) som arrig drukkenbolt og Dominic Purcell (Mission: Impossible 2) som retarderet offer er der rigeligt med memorable figurer til at holde dampen oppe i Straw Dogs. Med meget få midler har Rod Lurie formået at skabe en ond, ond stemning. Der er f.eks. kold vind i luften i hver eneste bevægelse, blik eller ord der udføres af Skarsgård. Fra det øjeblik han første gang bare rører Amys hår kort inde i filmen, så hader man ham bare big time. Alt bliver sat på spidsen, og tingene snerper til. Brutaliteten topper, da James bliver lokket med håndværkerteamet på jagt i et stort skovområde. Han efterlades af sine ”jagtkammerater”, som alt i mens kan gå på rov hos Amy der er ladt alene tilbage i sit barndomshjem. Man væmmes, bestyrtes og græmmes – ganske som det sikkert var planen. Ikke siden Ed Exley (Guy Pearces rolle i L.A. Confidential) har jeg heppet så meget på en hierakisk lavererangerende brilleabe end David. Han er en rolig og afbalanceret fyr som er god til sit arbejde, og det er sådan set det. Han tvinges dog ud i en kamp på liv og død mod en bande som bestemt ikke er vant til at følge samfundets retningslinjer.
Nu har du sikkert regnet ud at skydevåben og brandstiftelse (jf. billederne nederst) er en del af den afsluttende kamp som parret må gennemgå. Den fungerer faktisk fint nok som actionsekvens, men det er hele det galleri af utiltalende bonderøve og deres hensynsløse ageren som, lag på lag bygges på, er selve driften i beskuerens afsky. Det er en ultimativ drivkraft som giver de allerbedste thrillers en medalje om halsen. Remaken af Straw Dogs selvsagt ingen undtagelse. Jeg var meget begejstret og opdagede slet ikke at 110 minutter strøg af sted. Filmen kan anbefales til enhver action/thriller-fanatiker, samt alle andre. Straw Dogs er velskåret og stærkt vanedannende, og får tilmed et erkendende nik, for ikke blot at være en tåbelig opdatering af noget som var kult for 40 år siden.
Ekstra materialet går i dybden med alle tankerne bag produktionen, valget af skuespillere, produktionsdesignet bag den faldefærdige Sumner-gård, de mange stunts som har skullet udføres. I små afsnit kan man med andre ord blive klogere angående alt hvad der er værd at vide om Straw Dogs anno 2011. Der er også mulighed for at vælge kommentar-spor med instruktør Rod Lurie.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sony Music Denmark.
