Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Forstå mig nu ret. Der er ingen tvivl om, hvor min grundlæggende sympati ligger i sådanne modsætninger. Den actionmættede HBO-serie er imidlertid kontant og barsk på en måde, der ligger langt uden for danske kolonihavehyggelige krimier.
Den fiktive hemmelige britiske efterretningsenhed, Section 20, bliver ledet og styret af oberstløjtnant Philip Locke, spillet af Robson Greene. Til forskel fra andre topfigurer går han imidlertid ikke af vejen for at blande sig i begivenhederne i felten. For eksempel, hvor Rachel Dalton, der ved starten af sæsonen er vidne til drabet – eller rettere henrettelsen af – Liam Baxter, ligeledes fra Section 20, er tydeligt ude af balance i sin jagt på de(n) ansvarlige for mordet på Baxter.
Alle denne korte beskrivelse signalerer en kompleksitet der giver serien en rå dybde i personkarakteristikken, som skiller serien ud fra for eksempel den amerikanske serie ”The Unit”. Den britiske produktion giver, med oplægget fra den tidligere SAS-soldat, Chris Ryan, ikke sine hovedpersoner et relativt beskyttet familieliv på hjemmebasen. Næh, når først teamet er i felten, så fører udfaldet af den ene begivenhed hurtigt videre til den næste.
I denne seriens tredje sæson udgøres det overordnede plot af jagten på al-Zuhari og den terroristcelle, som han står i spidsen for. Makkerparret Scott og Stonebridge fra Section bliver sendt ud for at tage et højrangerende medlem af kredsen omkring al-Zuhari, Leo Kamali, til fange. Da det er lykkedes dem, bliver det afsløret, at Kamali i virkeligheden arbejder undercover for CIA, så der bliver lagt et mere end almindeligt solidt pres på ham for i stedet at arbejde for den britiske enhed.
Samtidig bliver Rachel Dalton supenderet af Locke, der overtager styringen af aktivititerne i Beirut. Det viser sig desuden, at IRA (Real Irish Republican Army) står i forbindelse med al-Zuhari – og at Scott og Stonebridge er eftersøgt af russere for drabet på sønnen af mafiabossen Arkady Ulyanov i Columbia. De mange handlingstråde flettes hurtigt og effektivt ind i og ud af hinanden frem mod sæsonens klimaks, hvor afgørende for vurderingen af, hvem der er venner og fjender, bliver vendt på hovedet.
”Strike Back” er effektivt filmet og klippet, med troværdige tætpakkede og snævre gader, hvor handlingen foregår i Beirut og klam og fugtig underskov, hvor den er henlagt til Columbia. Seriens setup kan i sin helhed minde en del om et spil fra computerverdenens first-person-shooters, hvor sværhedsgraden er sat helt i top. Det er derfor faktisk afgørende for helheden, at der løbende Scott og Stonebridge løbende henholdsvis mobber, driller og bakker hinanden op, ledsaget af lige så heftige salver af hårdkogte one-liners, som dem, der affyres fra deres maskinpistoler.
”Strike Back” er historien om, hvordan den politiske hensigt helliger alle midler. Jeg skal ikke tage stilling til, om det i virkeligheden er politisk korrekt. Blot vil jeg bemærke, at serien i sin egen kontekst er effektiv actionunderholdning for dem, der ikke er så meget for, at der går lige en tand for meget socialrealisme i løjerne.
Ekstramateriale går bag kameraet uden at bidrage med nævneværdig yderligere dybde.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Warner Home Video.
