Skriv en kommentar
”Strings” har ikke set sin lige før i Danmark. Hvis om noget minder den allermest om et Shakespeare lignende skæbnedrama iblandet græsk mytologi og fantasy a la Ringenes Herre – og så alligevel ikke helt. For ”Strings” er bestemt sin egen. I dens både fremmede og skræmmende velkendte verden, møder vi de temaer vi kender alt for godt fra vores egen verden. At være bundet til historien og fortiden, at være styret af gammelt nag, had og hævngerrighed. Vi møder kongesønnen Hal Tara som drager ud for at hævne mordet på sin far, den gamle konge af Hebalon. Han er dog i virkeligheden ikke blevet myrdet men begået selvmord, men Hal narres af bedrageriske kupmagere blandt sit eget hof til at tro, at han er blevet myrdet af hebalonernes ærkefjender zeritterne, kun for at puste ny ild til den gamle fejde og udnytte det kaos en ny storkrig kan medføre. Hal befinder sig imellem de to fronter, og i forsøget på at skabe fred og retfærdighed er det uklart hvem der er fjende og hvem der er ven, for had og kærlighed findes bag begge linjer.
Krigen startes altså på en løgn. Og hvor har man nu hørt det før?. Det er vedkommende politisk filmkunst vi her er ude i. Med op til flere velgennemtænkte og tankevækkende kommentarer til begge sider af verdens aktuelle konflikter. Men det er også dyb personlig filmkunst, for man fornemmer at instruktør Anders Rønnow-Klarlund har givet både sved, blod og tårer for sit hjertebarn, og det samme har hans filmhold, der med et fænomenalt og imponerende resultat fra production designet, skabt af veteranen Sven Wichmann, over den storladne, klassiske musik af Jørgen Lauritzen, og Naja Marie Aidts skarpe dialog til dukkebyggeren Joakim Wacho Weylandts og dukkeføreren Bernd Ogrodniks centrale dukkemagi har skabt en dybt overvældende, original film, der underholder på flere planer, til flere aldre og til alle tider.
Onde tunger vil mene den til tider er for prætentiøs, for intellektuel oppustet, for ”kunstnerisk” gumpetung. For nogen vil den simpelthen virke en langtrukken og stiv betrækket. Men vel at mærke kun for nogen. For ”Strings” er et storslået, magtfuldt værk, der fortjener alle fem fuldfede stjerner. Den er ualmindeligt gennemført i enhver detalje. Marionetdukkernes strenge er for eksempel ikke skjult og det er der stor mening med. For vi er jo forbundne hver og én med hinanden på godt og ondt. I fortid, nutid og fremtid. En af filmens smukt fortalte budskaber.
