Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er ikke mere end en måneds tid siden, at jeg så en one-location romantisk komedie ved navn ”Two Night Stand”. Efter et engangsknald (som det nu engang så subtilt hedder på dansk), vågner de to involverede op – kvinden har travlt med at komme videre, men en snestorm tvinger dem til at tilbringe dagen sammen. Først hader de hinanden, og naturligvis har du allerede regnet det videre forløb ud. Derfor var det en smule pudsigt, at lige pludseligt få denne film ind af døren, for lighederne er utroligt slående: Efter et engangsknald (som det nu engang så subtilt hedder på dansk), vågner de to involverede op – kvinden har travlt med at komme videre, men en bilkø tvinger dem til at tilbringe dagen sammen. Først hader de hinanden, og naturligvis har du allerede regnet det videre forløb ud. Jep – du læste rigtig.
”#Stuck” er dog markedsført en smule forkert, da den snyder lidt mht. sin såkaldte ”one-location”. Filmen foregår nemlig ikke udelukkende i bilkøen. Vi starter hjemme hos fyren, der er så flink til at tilbyde kvinden et lift. Herefter ser vi ligeledes aftenens tidligere forløb igennem adskillige flashbacks, og i sidste ende foregår meget lidt af denne one-location film rent faktisk på sin one location. Naturligvis er dette detaljer, der på ingen måde fortæller om kvaliteten – og dog. For hver gang vi kommer tilbage til bilkøen, stiger filmen en anelse i niveau. Vores to hovedpersoner har nemlig en sær kemi sammen, og den spøjse dialog i bilkøen, kan få selv de mest sure mennesker til at trække lidt på smilebåndet. Den mandlige hovedrolle spilles fint af Joel David Moore, der med med god blanding af naivitet og charme, formår at markere sig med denne film. Hans modspil af Madeline Zima er ligeså ganske fint, selvom hun falder en anelse igennem i de mere komiske scener grundet dårlig timing.
Filmen forsøger at leve på sin stemning, men den bliver konsekvent ødelagt af en pludselig klipning, der smider os nogle timer tilbage. I starten foregår disse flashbacks i førsteperson (dvs. kameraet agerer den ene hovedperson, hvor den anden kommunikerer direkte hertil), og disse scener må stå som filmens værste. Ideen er såmænd fin nok, og det må forstås som en form for stiløvelse, men når en person snakker direkte til et kamera, forsvinder illusionsbarrieren utroligt hurtigt. Ligeledes starter filmen nærmest med den mest akavede sexscene nogensinde filmet, og den hyppige klipning tilsat lidt pop og dance fremprovokerer nærmest epilepsi - selv hos folk der ikke har sygdommen. Den første halve time er hård at komme igennem, den næste halve time er lidt nemmere og den sidste halve time er klart den bedste. Du ved, hvad der skal ske til sidst, men det er ligesom at klipningen og soundtracket tager en positiv drejning, og alle de fatale fejl bliver rettet op på. Det bliver dog aldrig decideret godt – blot acceptabelt. Og med en times elendighed afløst af en halv times middelmådighed, gør det svært at anbefale denne film over sin noget beslægtede tvilling ”Two Night Stand” – der i øvrigt heller ikke er noget mesterværk, men alligevel spiller bedre på de samme tangenter som denne.
Ekstramateriale – 1/6
Et par trailers og en håndfuld billeder. Intet at komme efter her.
Another World Entertainment.
