Skriv en kommentar
Sjældent har København taget sig så autentisk ud, som når Nick (Jakob Cedergren) i Submarino trasker langs Københavns Nordvest-kvarter med de trætte boligblokke og rustne kebabsteder. Han har en sportstaske og seks lunkne elefantøl, og er på vej hjem til endnu en søvnløs nat på et herberg for samfundets absolutte yderkant. Eller så autentisk som når Nicks lillebror (Peter Plaugborg) færdes blandt de hjemløse fulderikker og stiknarkomaner ved hovedbanegården og Istedgade; en pæn (om end overmåde bleg) og samvittighedsfuld fader, splittet mellem sin afhængighed til stofferne og sit ansvar over for sin 6-årige søn.
Thomas Vinterberg sætter ikke fingeren så meget som en millimeter ved siden af, når han lægger den på pulsen af såvel en storbys skæve eksistenser som det miljø de udspringer af.
Både Nick og Lillebror lever på kanten af tilværelsen og samfundet. Som i Vinterbergs verdenssucces Festen (1998) har vi at gøre med hovedpersoner, der synes tynget af et fælles barndomstraume, men vi befinder os på bunden – ikke toppen – af samfundet. Som børn af en alkoholiseret mor, voldelig og affældig, har de siden barndommen forsøgt at tage ansvar for hinanden og folkene omkring dem – dog uden held. Nu er de uden kontakt og med hver sin bunke problemer. Nick har siddet inde for vold, mens Lillebror kun har sin dreng Martin (Gustav Fischer Kjærulff), hvis mor blev dræbt i et trafikuheld. Siger de. Både Martins far og mor var stofmisbrugere, og forældremyndigheden hænger i en tynd tråd så længe der er stoffer involveret i farens skrøbelige liv.
De familiære traumer, som i Festen markerede en hovedpointe i sig selv, afbilder i Submarino snarere, hvordan gentagne svigt som fader (eller forælder generelt) er dybt forankret i den sociale arv, og hvordan de nu voksne sønner er mærket med et psykologisk sår, der aldrig vil få lov at hele. Især i Nicks historie er fokus på en evindelig følelse af ansvar for sin omverden, og hver gang dette slår fejl er der intet andet at ty til end vredesudbrud, styrketræning og så altså elefanterne. Mindernes tyngde og de manglende muligheder for at komme dem til livs, hænger som en konstant sort sky over ham.
Submarino er en filmatisering af den unge forfatter (og studerende!) Jonas T. Bengtssons roman af samme navn. Undertegnede læste denne bog for et par år siden og var imponeret over, at Bengtsson formåede at skabe en unik symbiose mellem en så dyb og kompleks problematik og sit minimalistisk og rå sprog, hvor der skjules mere end der siges. Nick er bramfri og dårlig til at bearbejde sit traume, mens Lillebror flygter fra det med sit misbrug og løgn over for både sig selv og sin omverden.
Denne symbiose har man fået flot overført til filmen, og det skyldes først og fremmest manuskriptet og det blændende skuespil. Jakob Cedergren og Peter Plaugborg er eminent castede og spiller fremragende, og dertil er det lykkedes Vinterberg at plante solide præstationer overalt omkring dem – ikke mindst hos de 4 børneskuespillere. En film, hvori svig og ansvarsfølelse står konstant malet i ethvert ansigt, afkræver flot skuespil, og det er modigt, at Vinterberg lader tempoet være lavt og de få replikker være konstant farvet af både følsomhed og de dybe psykologiske mén. Kun enkelte gange bliver skrøbeligheden lagt for meget ud i replikkerne, som når Lillebror og Martin med nogle slidte klicheer forsikrer hinanden om deres gensidige kærlighed; noget, man egentlig via historien og det gode skuespil allerede har forstået.
Kristian Eidnes, der har lavet efterabejde på Thomas Blachmanns velvalgte lyd og musik, blev for nylig fortjent belønnet med en Bodil for sit lydarbejde i Antichrist (2009). Men også lyden i Submarino er eminent og afspejler hele tiden såvel karakterernes geografiske som psykologiske placering.
En placering på kanten af tilværelsen og på randen til afgrunden.
