Skriv en kommentar
Jeg ved ikke, om det hjælper at være til baseball – og i USA er baseball-film nærmest en genre for sig - men Summer Catch´ historie og iscenesættelse er så helt igennem forudsigelig og klichéfyldt, at det næppe nytter noget.
TV-produceren Michael Tollin har åbenbart sat sig for at springe ud som instruktør og med blikket stift rettet mod banken har han instrueret denne klæge sag om Ryan Dunne, græsplæneklipperens søn, der denne sommer på Cape Cod ikke nøjes med at slå plæner men endelig får chancen for at vise sit store anlæg for baseball i den årlige talentkonkurrence. Turneringen er springbrædtet til en professionel karriere. Hvis det ikke lykkes, ja så er det tilbage til den evige plæneklipning. Ryans baggrund er ikke let, udover at have en græsplæneklipper-far, har han fornylig mistet sin mor, og broren er bartender nede i byen.
Heldigvis for Ryan (og alle husarerne) falder den velformede rigmandsdatter Tenley Parrish for Ryan , og det betyder omvæltninger. Hun lærer ham at tro på sig selv og at man skal tage store chancer, hvis man vil frem her i livet. Ryan vender de samme vise ord mod Tenley, da hun er tilbøjelig til at gøre som far siger; gifte sig med den golfspillende rigmandssøn og tage imod et job, hun slet ikke tænder på. Og således springer Ryan ud som ny professionel baseballspiller, og Tenley får sagt nej til far og ja til Ryan.
Omkring hovedpersonen er et arsenal af unge veltrimmede baseball-spillere, heriblandt den obligatoriske badguy, banens bedste spiller der er dum nok til at jokke i spinaten inden den afgørende kamp, så vores helt kan komme til fadet. Og selvfølgelig også de sædvanlige piger og kvinder der lever, ånder og knepper for den ædle sport (der er noget med en 40-årig promiskuøs kvinde der er en legende i baseballverdenen; og en baseballfyr der er vild med fede kvinder). Derudover strøs med let hånd en række sexistiske eller om man vil mandehørmende vittigheder af undervejs, plus vise ord fra træneren.
På kommentatorsporet der er en ekstrafeature på DVD-udgaven gør instruktør og manuskriptforfatter meget ud af at fortælle om, hvilke bestræbelser de gjorde sig for at ramme en så ægte atmosfære- og miljøskildring som muligt. Hvordan de så endte op med at beslutte sig for det stik modsatte; altså en film der emmer af soapens karle- og pige-kammer-fiktioner kommer de aldrig frem til gennem de 1,5 time filmen og kommentarerne varer. Men mon ikke de betragter kommentatorsporet som en iscenesættelse der ligger helt i forlængelse af filmen, i modsætning til den guldgrube af informationer og holdninger man kan finde på kommentatorspor på andre mere seriøse DVD-udgivelser.
