Kostumedramaer og tidslige film om kulturer, mennesker og kærlighed er bestemt ikke en mangelvare på filmmarkedet, og ofte er det filmatiseringer af gamle, klassiske romaner eller teaterforestillinger. Desværre bliver man ofte konfronteret med det faktum, at nogle projekter bare ikke egner sig til det store lærred, og denne roman er et godt eksempel på dette.
Filmen følger en gruppe bohemiske kunstnere, som alle forsøger at finde sin vej til den rette tilværelse. I midten af denne flyvske tilværelse finder vi superkunstneren A.J. (Dominic Cooper), skønheden Florence (Emily Browning) og eks-soldaten Gilbert (Dan Stevens), som indleder et turbulent trekantsdrama med drabelige konsekvenser.
Filmen forsøger at skabe en unik, tidslig atmosfære i historien, men det fungerer ikke helt efter planen. Omgivelserne er flotte, farverne er velproportionerede, men man er ikke overbevist. Skuespillerne er alt mekaniske og utilpasse i deres roller, hvilket gør filmen haltende og ubetydelig fra starten af. Figurerne er alt for karikerede i deres statur og formår aldrig at komme helt tæt ind på benet af det emotionelle niveau. Emily Browning er den eneste, som kommer lidt tæt på de følelsesmæssige aspekter af boheme-kulturens personligheder tilbage i det tidlige 20. århundrede, men det er stadigvæk ikke nok til at hæve niveauet. Filmen er dog ikke bange for at kaste sig ud i naturligheden, da der ofte opstår en masse nøgenscener for at illustrere den kunstneriske tankegang og besættelsen af kroppens kunst. Det er desværre det tætteste, vi kommer på en realistisk vinkel på filmen, da den i de resterende minutter sejler rundt i overfladiske følelser og tåkrummende nuancer.
Filmen skal have størst ros fro de scenografiske billeder, hvor naturen og havet bliver brugt til at illustrere nogle voldsomme følelser – den er utroligt smukt opbygget og giver et fantastisk atmosfære til filmen. Men følelserne involveret i de hektiske billeder kommer så aldrig frem i lyset på grund af skuespillernes manglende indlevelse. Det eneste film gør, er at opfylde nogle fordomme om datidens kultur, og man får en vag rundvisning i nogle ligegyldige aspekter af livet frem for realistiske, betonede og dybe detaljer. Filmen roterer om et trekantsdrama, men det virker mere som en børnevenlig, censureret omgang sæbeopera, hvor man aldrig kommer ind til kernen af problematikken. Man kan gætte sig til problemet, men hvor er det henne? Folkene laller rundt og ser betænksomme ud, men følelserne er ikke ægte nok. Der er uden tvivl to ting, som gør denne adaption til en fiasko – for det første har romanen ikke nok gnist i sig selv til en rigtig, solid dramahistorie og for det andet er instruktionen såvel som castingen helt hen i vejret.
Handlingen forsøger at skabe nogle store taler og rørende øjeblikke, men spænder ben for sig selv ved at puste sig mere op, end den kan rumme. Man kan allerede efter de første 10 minutter spotte filmens værdi, da den kommer utroligt dårligt fra start og slet ikke kommer i nærheden af selve instansen i romanen. Desuden er filmen præget af et drabeligt sløvt tempo og en alt for prætentiøs holdning, som skaber nogle usammenhængende oplevelser i filmen.Den virker til at springe over de vigtigste brikker i fortællingen og tilbage ligger resterne af noget, som kunne være samlet meget, meget bedre. Den mangler realisme hele vejen i gennem og man føler slet ikke, at man set et stykke drama.
Samlet set er Summer in February en forventet skuffelse, da den rejser tilbage til en tid, hvor malerkunsten stod på sit højeste, men glemmer at fylde historien med hjerte og gnist. Skuespillerne er malplacerede, handlingen er drabeligt kedelig og selve filmen minder seeren om, at visse ting bør blive liggende i deres oprindelige medie.
Bonusmateriale
Her finder man de obligatoriske interviews med skaberne og stjernerne, og de fungerer også meget godt. Der er dog ikke mere at byde på end disse få klip og derfor er bonusområdet lidt for øde, men man havde nu heller ikke forventet mere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.