Skriv en kommentar
Restaureringer af klassiske film kan være lidt svært at værdigsætte. På den ene side er filmen unægteligt gammel, og kan højst sandsynligt anskaffes billigt på DVD. De er fra en tid før surround sound, så selv med finpudset lydside er de dyre anlæg i biografen lidt spildt på den. Siden Sunset Boulevard (1950) visuelt er et eksempel på Film Noir, er det nyrestaurede skarpe billede smukt som nogensinde, men skygger, røg og kontrasten mellem sort og hvid så klar som aldrig før.
Filmen i sig selv handler om en falleret Hollywood forfatter, der får forvildet sig ind hos en aldrende stumfilmsstjerne. Her ender han så med at bo og arbejde, samtidig med at det langsomt går op for ham, hvor forskruet hendes virkelighedssyn er. Fortællingen har flere elementer end det, inklusiv en berømt åbningsscene, der siden er imiteret i film som American Beauty (1999). Men alle disse elementer gør det bedst, når de er der som overraskelser.
I sidste ende er filmen et mysterie og derfor er det bedst når et element af den er, at gætte på hvad der skal ske.
På trods af filmens mange tiltag der bevæger sig væk fra de formulariske film som studiesystemet har det med at producere, er der ting, der stadig får filmen til at virke forældet til tider. Som allerede nævnt har filmen en relativt primitiv lydside, sjældent mere flere lydspor af gangen. Musikken virker også påtrængende og meget voldsom til tider. Det samme gælder dialogen, den har øjeblikke, hvor den er genial og humoristisk på alle de rigtige måder, men på den anden side har den også tidspunkter med utroligt stiv dialog. Dette gør sig også gældene for skuespillet, nogle gange er det virkeligt godt, men størstedelen af tiden er det også meget stift at se på.
Men alt dette ændrer ikke på at filmen er værd at se. Den er en klassiker, og absolut ikke uden grund. Den har et spændende mysterie i sin kerne, og et skarpt indblik i hvordan Hollywoodsystemet behandler sine stjerner og andre ansatte. Billedsiden giver et godt indblik i sort-hvid filmens brug af skygger og gråtoner og det hele er godt fortalt.
Alt i alt er filmen helt sikkert en oplevelse værd. I modsætning til visse andre klassikere, synes jeg den har for mange fejl til at være genial, men den er stadig et eksempel på virkelig skarp filmkunst.
Filmen kører i Cinemateket de fleste dage mellem den 6. og 16. Juni, og vises uden danske undertekster.
