Skriv en kommentar
J.J. Abrams er stor i underholdningsbranchen. Han har kun instrueret to spillefilm inden Super 8 (Mission Impossible 3 og Star Trek), men derudover har han produceret og skrevet et stort antal andre film og serier, som for eksempel Cloverfield og tv-serien Lost. Super 8 er så Abrams tredje spillefilm, og denne har han både skrevet og instrueret. Til at assistere, har Abrams fået selveste Steven Spielberg som producer. Sikkert pga. at filmen er et samarbejde mellem disse to mennesker, har de valgt at lade den handle om en flok børn, der arbejder på en amatørfilm. Så pludseligt midt i deres filmoptagelser, bliver et militærtog katastrofalt afsporet og noget undslipper det.
J.J. Abrams elsker at lave mysterier, og at han er rigtigt god til det. Derfor ville jeg anbefale, at lade være med at læse mere, og bare se filmen. Den er god, skuespillet er godt og Abrams er teknisk en virkeligt dygtig instruktør. Desværre er det næsten umuligt at tale om detaljer uden at tage noget af charmen ud af Abrams mysterie.
Med den advarsel af vejen vil jeg påpege, at filmen er mere end bare lidt inspireret af Spielbergs egne “Nærkontakt af Tredie Grad” og “E.T.” Selv tidsmæssigt foregår filmen i 1979, et tidspunkt der ligger næsten præcist mellem de to førnævnte films premiereår. Filmens handling bærer også en hel del fællestræk med disse to inspirationskilder, men det er specielt de unge hovedpersoner, der minder meget om “E.T.”
Abrams er som nævnt en teknisk dygtig instruktør. Dette går igen i alt fra special effects og kamera føring, til musik og redigering. Naturligvis er forskellige mennesker ansat til at hjælpe med de forskellige aspekter, men det virker virkeligt som om, han er i stand til at forene det hele til et godt produkt. Teknisk vil jeg specielt gerne fremhæve kameraarbejdet. Det er dynamisk uden at være hektisk, og man føler, at der foregår ting uden for billedrammen, men aldrig at man går glip af ting, der ikke bevidst bliver hemmeligholdt.
Skuespillerne, specielt de unge hovedpersoner, er overbevisende, og Elle Fanning, Joel Courtney og Riley Griffith gør det alle spektakulært. De voksne har ikke meget plads, og selv om Kyle Chandler gør det overbevisende som en mand, der ikke ved hvordan, han skal komme i kontakt med sin søn, så er der bare ikke meget følelsesmæssig funktion for ham i filmen.
Dette er også et eksempel på noget af det, der ikke er så godt i filmen. Den virker lidt rodet, som om der måske er to historier: En om børn, der nyder at lave film og de problemer de har med ung kærlighed, og så en om et uhyre, der slipper løs i en by. Selv om de to fysisk er forbundet, virker det aldrig rigtigt som om, at de hænger sammen. Kyle Chandlers rolle er det bedste led mellem disse to, og han får ikke nok plads i nogen af dem.
Alt i alt er filmen dog god, og Abrams er en spektakulær oplevelse som altid. Se den, og specielt i en biograf hvor Abrams storslåede billeder kommer til sin fulde ret.
