Skriv en kommentar
Med en instruktørpris i dokumentargenren fra den anerkendte Sundance Filmfesti-val er Morgan Spurlock klar til at indtage Danmark med samme chokerende hastig-hed som McDonalds har indtaget verden med over 30000 restauranter. Det er i hvert fald mit håb. Men virkeligheden er nok en ganske anden. Nøgleordet er at indtage.
Spurlock, der debuterer med Supersize Me, sætter sig for at undersøge virkninger-ne ved at indtage McDonalds produkter i en måned samtidig med at han tematisere og diskuterer det faktum, at alt for mange amerikanere ikke alene er overvægtige, men livstruende fede. Og hvad kommer det den kultiverede europæere ved. Den amerikanske kulturs største landvinding, ud over jazz og genrefilm, er netop usund mad, og den breder sig som en epidemi over hele verden. Og den føjer sig samtidig med, at vi fra barns ben indprentes McKultur, der går ud på at sælge mad og tjene kassen på at sælge op og mere – eller at supersize. I Indien laver de karryburger ud af andet end hellige køer, i Istanbul har man ændret Mcfarverne gul og rød foran fodboldklubben Fenerbaches stadion, fordi farverne også konnoterede rivaler-ne fra Galatasaray. I Danmark er vi ikke så kræsne, så vi guffer bare den ægte amerikanske vare i os til en pris, der næppe hænger sammen med den ernæring man får. Nu er McDonalds hængt ud, fordi alle ved, hvad McDonalds er.
Filmen viser en rundspørge blandt børn, der ikke ved hvem George Washington og Jesus er (en tror fejlagtigt at sidstnævnte er den amerikanske præsident), men som straks svarer bekræftende på klovnen Ronald (og det er ikke en tidligere præ-sident, jeg hentyder til). Filmens udgangspunkt er altså det kamikazeforsøg at spise alle sine måltider på McDonalds.
Spurlock opnår med denne historie, at gøre sig selv syg, men med på en virkelig underholdende måde. Samtidig tager han på bedste roadmovie-maner landet rundt for at besøge skoler og andre institutioner, hvor den mad, der serveres er lige så katastrofal som den, der serveres på McDonalds. Kun en stat har idræt som et obligatorisk fag i skolen, og hermed understreges det blot, at den gennemsnitlige amerikaner fra barns ben ved mere om menukortet på en af de lokale McDonalds-restauranter end om sundhed og motion. Hvorfor kan man straks spørge. Fordi fødevarebranchen i USA er gigantisk og har en gigantisk magt i forhold til de politi-kere, som de finansiere. En slikgigant bruger 200 flere dollars end den amerikanske ækvivalens til den danske sundhedskampagne ”Seks om dagen” (Five a day, hed-der det på amerikansk) – og hvem kan stå tilbage for en smart reklamekampagne som stjerner som Justin Timberlake lægger navn til under mottoet ”I’m loving it”.
Spurlock har sit gradvist overbebyrdede hjerte på det rigtige sted i forhold til at diskutere den fastgroede tanke, at kæmpebægre med cola er dejligt, men ensidig-heden i fremstillingen er altid problematisk. Ganske vist tilbyder han McDonalds en kommentar i filmen, men det udnytter de tilsyneladende ikke - desværre. Han går heller ikke til bunds i den sidehistorie, der handler om to piger, der sagsøger McDo-nalds for deres overvægtighed. Man kan vel ikke bebrejde McDonalds, at de tjener penge på det, de er bedst til. Diskussionen ender med, at man selv er ansvarlig for sit eget liv og sin egen kost, men eftersom amerikanere er født med et ”jeg-har-behov-for-junk-food-gen”, skulle denne film på dens egne præmisser måske grave dybere i den amerikanske folkesjæl, der er så forpestet af frihed og lighed for en-hver pris, at folk faktisk glemmer en anden vigtig ting – almindelig sund fornuft. Den fangede Michael Moore bedre i Bowling for Columbine. Filmen er ganske un-derholdende og godt skruet sammen, men for en dansker synes den måske at være lidt gammeldags, idet den faktisk ikke bringer noget nyt på banen, på trods af, at den minder os om, hvor stort et problem madindtag kan være. Ganske smart og ulækker er også den maveoperation, man ser akkompagneret af Strauss’ Donau-vals. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig lidt dobbeltklipning mellem hung-rende børn fra Afrika og de amerikanske fedtbjerge, der i nødens stund lader sig transportere på maskiner, fordi deres ben ikke kan klare kroppens vægt.
Spurlock gennemfører sit eksperiment, og tager 10 kilo på på en måned. Han er 18 måneder om at tabe dem igen, og filmen erklærer til sidst, at efter Sundance Festi-valen har McDonalds fjernet Supersize-menuerne, der blot går ud på at proppe mere skidt i maven, end hvad nødvendigt er.
