Skriv en kommentar
Med en klimakonference, hvis resultater ser ud til at ændre alle menneskers liv radikalt, der bankende på døren, kan man vel sagtens forvente flere og flere film, der minder os om, at vi bør værdsætte de mere simple ting i livet. Forbrugersamfundet har efterladt os i ikke kun en økonomisk krise, men ligeså i en krise der i værste fald kan betyde starten på menneskets endeligt. Netop disse tanker må manuskriptforfatterne på ”Surrogates” have haft leget med, og det er da stadig et forholdsvist friskt emne at tage op til diskussion i en intelligent sci-fi film, der holder det hele på afstand med underholdningen, men alligevel kommer knusende tæt på, når de mange lag langsomt bliver skrællet af. Desværre er ”Surrogates” kun en film der leger med disse idéer, og den har såmænd ikke nogle lag der kan blive skrællet af. Derimod er ”Surrogates” en film, der holder vejret og tempoet hele vejen igennem, og først puster ud, når det hele er forbi. Der er ingen plads til fordybelse i filmen, men man når hverken at regne åbenlyse plot twists ud eller opdage klicheerne før det hele er forbi. Derved er filmens enormt korte spilletid både filmens stærkeste og svageste side.
I korte træk handler ”Surrogates” om, at vi i den nærmeste fremtid, ikke længere befinder os på arbejdet eller på gaden i al almindelighed. Ligesom vi i dag har en mobiltelefon og en bærbar PC, så kan vi i denne fremtid, styre det hele hjemmefra vha. en såkaldt surrogatenhed. Dette er en robot, der ganske vist ligner et menneske, men bliver den udsat for uheld eller dræbt, så sker der intet med mennesket bag – andet end lidt økonomiske besværligheder pga. reparationer. En dag sker der dog noget uventet for FBI-agenten Tom Greer. En surrogatenhed bliver slået ihjel af et ukendt våben, der på samme tid dræber mennesket der styrer enheden. I jagten på dette våben, opdager Greer hurtigt, at hele samfundet er truet og, at han selv kunne bruge en ferie fra sin egen surrogat.
”Surrogates” låner og stjæler fra diverse ligesindede film lige fra filmens spæde begyndelse til det allersidste billede. Filmens socialrealistiske kommentar og visuelle side kan hurtigt sammenlignes både med ”I, Robot” og ”Minority Report”, og ”Surrogates” ender med at have præcis de samme styrker og svagheder som lige netop de to nævnte film. Instruktøren Jonathan Mostow har før leget med det filosofiske i ”Terminator 3”, han er dog ikke nået meget videre siden da, og formår at stable en temmelig habil actionfilm på benene med ”Surrogates” – men så heller ikke meget mere. Actionscenerne er nemlig virkelig flotte og intense, og det bør være pga. disse man vælger at se en film som ”Surrogates”, på nær hvis man endnu ikke har fået en øjeåbner hvad angår vores kriseramte samfund, for det hele bliver da bestemt sat på en spids i filmen. Med en veloplagt Bruce Willis i hovedrollen ved man efterhånden også hvad man går ind til. Willis er en stereotyp skuespiller, men det ændrer ikke på, at det han gør, gør han godt. I ”Surrogates” overrasker han måske ikke ligefrem, men han er ligeså nedbanket som i ”Die Hard”, hvilket må siges at være Willis når han er bedst.
Dette er langt mere en Bruce Willis film, end det er den intelligente film som manuskriptforfatterne og instruktøren havde håbet på. Med en satsning på fordybelse af materialet og en halv times længere spilletid, kunne vi måske have haft et lille mesterværk i ”Surrogates”. I stedet har vi en underholdende actionfilm, der er hårdt ramt af sin egen uoriginalitet.
