Skriv en kommentar
Hvad gør man, når man netop har modtaget universel anerkendelse for at instruere en af de bedste coming-of-age film, "Call Me by Your Name", nogensinde? Hvis man er Luca Guadagnino, så tager man da de kreative arbejdshandsker på, og genfortolker en af 70'ernes mest ikoniske gysere, nemlig den lidt overvurderede, men visuelt enestående, "Suspiria" (1977). Men Guadagnino er ikke bare endnu en forblændet instruktør med et passion-project, som læner sig for meget op af sin inspirationskilde, så det ender med at blive en kedelig repetition. Han har med "Suspiria" anno 2018 nemlig tværtimod begået en så foruroligende og gruopvækkende film, at den på flere parametre adskiller sig betydeligt fra originalen - lige fra historien, musikken og Argento's æstetiske brug af farver i 1977-udgaven. Så tag ikke fejl - dette er ikke et decideret remake, men snarere i høj grad en homage til originalen.
Rådne hemmeligheder
"Suspiria" foregår i 1970'ernes Berlin, hvor den unge amerikanske danserinde Susie Bannion bliver optaget på en prestigefyldt danseskole. Rammerne er gyldne, ambitiøse og ekstravagante, men under skolens flotte overflade, lurer der noget råddent. Hurtigt bliver Susie, skolens artistiske leder og en sørgende psykoterapeut luret ind i et mørkt spind af dødbringende hemmeligheder, som skolen har gemt på i årevis.
Fraværende farver og stærke temaer
Som nævnt før, så er det vigtigt at understrege tydeligt, at dette ikke er en en-til-en genindspilning af Argento's farverige feberdrøm. For det første, så har Guadagnino taget en, nogen vil sige kontroversiel beslutning, om at farverne stort set skal være fraværende i det meste af filmen. For farverne, og ikke den relativt uinspirerede historie, var i høj grad det, som gjorde "Suspiria" (1977) til noget specielt. Her er de udskiftet med en kold og klinisk atmosfære, i hvert fald indtil filmens hjernevridende afslutning, og det passer perfekt til de melodramatiske elementer som sniger sig ind i filmen. I løbet af de to en halv time som filmen strækker sig over, bliver man ikke bare skræmt fra vid og sans, men også berørt af den overraskende hjerteskærende historie, som både berører temaer fra Holocaust og mor vs. datter-forhold.
Swinton/Johnson-dynamik, body horror og gennemført visualitet
Man kan ikke undgå at fremhæve den uforlignelige Tilda Swinton, som her begår sig i en tredobbelt rolle, hvoraf hun tilmed spiller en mandlig karakter. Hendes kølige blik er jo nærmest skræddersyet til psykologiske gysere som denne. Dakota Johnson, der desværre har haft en kontraktbindende rolle i de forfærdelige "Fifty Shades of Grey"-film, får lov til at slå sit store talent løs i en film, som har en talentfuld mand i instruktørstolen. Hun er voldsomt dragende som Susie, der i løbet af filmen gennemgår en vital udfordring. Visuelt er filmen gennemført og man vrider sig anstrengt i biografsædet, i takt med at Guadagnino skruer op for den vulgære body horror, og filmen forfalder gudskelov, næsten, aldrig til jumpscares, hvilket er vidunderligt forfriskende. Enkelte steder er det ubehageligt frastødende, så filmen er absolut ikke for sarte sjæle. Samtidig skal de smukt koreograferede dansescener også roses til universets ende. Detaljerne er virkelig gennemførte, og formentlig vil "Suspiria" være en film, som man kan gense igen og igen, og som inviterer til flere fortolkninger i fremtiden.
Stemningsmættet og utraditionel gyserfilm
Luca Guadagnino's "Suspiria" er åbenlyst en film som kræver tålmodighed qua den kilometerlange spilletid, og den er nærmest dømt til at blive polariserende, men kigger man efter en flerlageret, stemningsmættet og utraditionel gyserfilm, så bør man investere i en billet med det samme.
