Skriv en kommentar
77-årige Marco Bellocchio er en af Italiens filmveteraner med lidt over 40 film som instruktør. Igennem hans 50-årige lange karriere, har han bl.a. lavet film med fokus på de sociale og politiske modsætninger i hans hjemland lige fra teenageoprør til religiøse institutioner. Hans objektivitet skinner også igennem i hans film, da han er kendt for ikke at vælge side, også når det gælder religion og ideologier. Kort sagt så er det en mand med et meget langt CV. I 2011 blev han såmænd tildelt en Guldløve for Lifetime Achievement på Venedigs årlige internationale filmfestival. Med "Sweet Dreams" har han valgt at lave en filmatisering af Massimo Gramellinis selvbiografi, "Sweet Dreams Little One", og det er en særdeles vellykket en af slagsen, der smukt formidler det essentielle ved at have en kærlig mor op igennem ens opvækst.
Livet lagt i ruiner
Da 9-årige Massimo pludselig mister sin mor, bliver hans og faderens liv lagt i ruiner. Han vokser op og bliver en dygtig journalist, men mangler evnen til at kunne knytte sig emotionelt til andre mennesker. Han er rastløs og lever egentlig bare, fordi han eksisterer. Men en dag møder Massimo en ung kvinde, Elisa, der hjælper ham med at bearbejde den undertrykkede vrede, forvirring og sorg, han har gemt på i mange år, og som tvinger ham til at gøre op med sin fortid.
Ambitiøs og smuk
Personligt sad jeg med en klump i halsen i de første 20 minutter af filmen. Massimo og moderens forhold er ægte og rørende, fordi man kan se, at hun er villig til at gøre alt for sin søn. Men det er tragisk, da man også fornemmer hendes manglende mod på livet. Det ligger og gemmer sig imellem linjerne i manuskriptet. Bellocchio benytter både flashbacks og flashfowards, og det er en ambitiøs fortællestil, men det virker fint i "Sweet Dreams". Det ene øjeblik ser vi Massimo midt i krigen i Bosnien, hvor ligene ligger og flyder på gaden, og det næste øjeblik jubler han med sin far til en fodboldkamp på Torino's stadion. Kontrasterne er tydelige, men de er også nødvendige i en film så ambitiøs som denne. Samtidig er filmen filmet på en utrolig smuk måde og får Italiens omgivelser fremstillet på bedste vis.
Fremragende Bérénice Bejo
Valerio Mastandrea, der spiller Massimo som voksen, gør det udmærket, uden dog at skinne igennem. Han formår ikke helt at formidle alle de komplekse følelser, der er på spil, og selvom Massimo er præsenteret som en introvært og indebrændt person, grundet moderens tidlige død, virker det, som om Mastandrea ikke har helt kontrol over, hvilke følelser han skal formidle via Massimo. Tværtimod er det Bérénice Bejo, (The Artist, 2011), der spiller Elisa, der er fuldstændig fremragende i de scener hun er med i. Hun er en eminent og guds benådet skuespiller, og når scenerne imellem Elisa og Massimo virker så godt, er det uden tvivl hendes fortjeneste.
Tålmodighed bliver belønnet
Filmens spilletid på 134 minutter er dog lige i overkanten. Der er mange vigtige scener med i filmen, men der er også en del overflødige. Det er ærgerligt, for længden og det unødvendige fyld i historien gør, at man ofte sidder og venter på noget fremgang. Heldigvis spolerer det langt fra filmens helhed , men det er en film, der kræver tålmodighed fra sit publikum. Har man det, bliver man også belønnet med en bevægende og livsbekræftende historie.
