Skriv en kommentar
Liam (Martin Compton) elsker stjernerne. Men hans stedfar og bedstefar smadrer hans stjernekikkert, fordi han med vilje forpurrer stedfarens forsøg på at smugle stoffer ind i fængslet. Her sidder Liams mor, og hans søster har et barn, men naturligvis ingen mand. Selv tjener Liam penge på at sælge smuglercigaretter - skolen benytter han sig ikke af. Og det hele foregår selvfølgelig i regnfulde Skotland. Den rutinerede engelske instruktør Ken Loach bringer alle de socialrealistiske klicheer om et svigtet barn på banen i sit seneste værk ’Sweet Sixteen’.
Alligevel sjosker Loach ikke videre rundt i de sociale problemstillinger – han bruger dem kun som ramme i sin fortælling om en naiv, men målrettet dreng, der forsøger at være mand i kampen for at skabe en normal familietilværelse.
Efter at være flyttet ud til sin søde søster Chantelle (Annmarie Fulton) falder Liam over en husvogn, som han synes kunne være et perfekt sted til ham og moderen efter hendes løsladelse. Det eneste, han mangler, er penge, og smøgerne sælger ikke nok. Så han stjæler en mængde stoffer hos stedfaren, som han begynder at pushe i nabolaget sammen med makkeren Pinball (William Ruane). Liams stræbsomhed bringer ham i hænderne på mafiaen, der ser store muligheder i den 15-årige knægt, mens vennen Pinball aldrig får en chance.
Det bliver aldrig et positivt karaktertræk at være pusher. Men i bund og grund er Liam en god dreng. En dreng, der bare vil det bedste for især sin mor, men også for søsteren og nevøen. Og her ligger en af filmens absolutte styrker: Karakteren Liam. Loach holder sig knivskarpt til skildringen af den unge pusher, og selvom andre karakterer træder i karakter – især Chantelle og Pinball – så tager Loach ingen svinkeærinder med ligegyldige sidehistorier.
Derfor fremstår Liam også som en sjældent helstøbt karakter i al sin dualisme. Liams agerer nemlig både som den varme søn og bror og som den hårdkogte kriminelle blandt junkier og mafiosoer. Derudover tager ’Sweet Sixteen’ sig også tid til også at vise Liams første barbering og hans kammeraters enorme ophobning af hormoner, når de ser en flot pige. Så midt i det intense drama om moderbinding, forlist venskab og generel identitetsforvirring finder Loach plads til en række velplacerede komiske optrin, som kun briter kan lave dem. Optrin, der minder seeren om, at Liam altså kun er en dreng på 15. Optrinene forhindrer også, at filmen ender i den tørre rene skildring, der til tider fjerner den ægte menneskelighed genren.
Samtidig har filmen en skuespillerstab, der formår at veksle mellem det let komiske, det underspillede dramatiske og det helt dramatiske. Især Martin Compston spiller fremragende i den altoverskyggende hovedrolle. Han fanger både det drengede naive og det maskulint aggressive i karakteren. Ligeledes har han en velkvalificeret med- og modspiller i William Ruane.
Så den 67-årige Ken Loach har igen skruet et drama sammen, der via fortælleteknisk tålmodighed og grundighed samt fremragende præstationer fra skuespillerne sniger sig ind under huden. Og filmens indtrængende slutning gør, at den bliver hængende i blodet.
