Skriv en kommentar
Dette års Razzie Awards (den amerikanske prisuddeling til årets dårligste film, skuespiller-præstationer etc.) gik til Guy Richies (Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998), Snatch (2000)) Swept Away, og hans hustru Madonna havde desuden den tvivlsomme ære at få prisen for dårligste kvindelige hovedrollepræstation i samme film (sammen med Britney Spears for Crossroads). Det er velsagtens bl.a. derfor man har valgt ikke at give filmen biografpremiere i Danmark og udelukkende udsende den på video.
Swept Away er Guy Ritchies udgave af den italienske feminist og instruktør Lina Wertmüllers film fra 1974 af nogenlunde samme navn ((Travolti da un insolito destino nell´azzurro mare d´agosto (da.: Strandet). Wertmüller elskede lange titler). Richies udgave har ærlig fortjent sin pris; genindspilningen hæver sig ikke nævneværdigt over en Danielle Steel-TV-filmatisering.
Handlingen er den enkle: en overklassefrue (Madonna) strander på en øde ø med en sin simple tjener (Adriano Giannini, hvis far spillede samme rolle i Wertmüllers udgave) og pludselig byttes rollerne om. Da de to har oplevet klassedelingens uretfærdighed og set hinanden som personligheder forelsker de sig. MEN den rige ægtemand venter i helikopteren og så kan kærligheden alligevel ikke realiseres. Ak ja.
Filmen består af en del klassisk ”ung” kærlighed på den hvide, hvide strand og i det blå, blå vand; et ufrivillig komisk sang og dansenummer, velsagtens indlagt til Madonnas ære;
men værst en gennemgående flov opvisning i semikødelighed, fra den italienske machos nedværdigende behandling af overklassefruen til deres såkaldt erotiske udleven – de to halvnøgne mennesker går virkelig aldrig rigtig til sagen. Mange madonna-fans vil blive slemt skuffede og bla. undre sig over hvor overklassefruens svulmende overarme kommer fra og skal bruges til.
Plottet fejler ikke noget. Men det mindste man kan forvente af en genindspilning af en feministisk komedie fra 70-erne er vel, at man har et bud på hvordan det med klasserne og kønsrollerne tager sig ud i dag 30 år efter. Det er som antydet overhovedet ikke tilfældet her. Instruktøren har valgt realismen fra og lader filmen blive hængende i soapens fornægtelse af realiteterne og hyldest til en drømmeverden af i går der aldrig har eksisteret. Ritchie formår mao. ikke at se sin soap udefra og lade den kommentere sig selv; stereotypien forbliver uantastet filmen igennem.
Dog er scenen hvor en kok på et skib kikker ned i en pose med overklassefruens indkøbte fisk og derefter nægter at tilberede den god; fisken er simpelthen for ulækker.
Vil man se en film der gennemspiller samme tema med overbevisning kan anbefales Nicolas Roegs noget oversete Castaway (1987).
Filmen er venligst stillet til rådighed af Universal Pictures.
