Skriv en kommentar
KØB SOUNDTRACKET HER
Mens vi spændt venter på instruktøren Christine Jeffs´ film om den engelske digter Sylvia Plaths liv, kan vi lægge Gabriel Yareds meget smukke score til selvsamme film på afspilleren.
Gabriel Yared er en af filmmusikkens tunge drenge. Han er klassisk uddannet i Paris og har først og fremmest virket som filmkomponist. Det er ikke så få fortrinsvis franske film, han har skrevet musik til – fx Godards Sauve qui peut (la vie) (1980) og Beneixs Betty Blue (-86). Men også engelsksprogede film er det blevet til. Især Anthony Minghella har fået smag for Yareds talent. Det kan man høre i Minghellas The Talented Mr. Ripley (-99) og i Cold Mountain (-03), for ikke at forglemme Den engelske Patient (-96), som Yared fik en Oscar for. Som et kuriosum kan nævnes at Yared også skrev musikken til den mislykkede engelske remake af Biers Den Eneste Ene (-99), Cellan Jones´ The One and Only (-02 ). En hurtig optælling på IMDB siger 75 scores siden 1974. Yareds produktion er mao. så stor eller rettere, han komponerer i så hurtigt et tempo, at man kan have sin tvivl om kvaliteten. Men der er ingenlunde grund til forbehold. Yared er en sand mester på sit felt.
Musikken til Sylvia er for kammerorkester bestående af strygere og træblæsere, og komponisten selv ved keyboards. Ligesom Yared også dirigerer. Yareds franske baggrund fornægter sig ikke; musikken tager uden blusel afsæt i den franske impressionistiske tradition, som vi kender den fra bl.a Ravel og Debussy – med en spøjs undtagelse i stykket kaldet Beethoven, der er inspireret af, ja gæt hvem…
Musikken er gennemgående bygget op over fire temaer, fordelt på 18 forskellige numre, der har titler efter filmsekvensernes indhold. Der er altså tale om forskellige arrangementer af de fire temaer. Temaerne er uendeligt smukke i al deres prunkløse enkelhed og forløses i meget fornemme arrangementer med en enkel solostemme (klarinet, fløjte, violin og keyboard) omgivet af kammerokesteret. Måske kan man savne noget dramatik i den meget afdæmpede og langsomme musik, men hvad man savner dér opvejes af fornemme arrangementer og den inderlighed med hvilken de fremføres. Stærkest står musikken, når Yareds nærmest minimalistiske keyboard er i front.
Hvis jeg ikke tager meget fejl følger stykkerne handlingens fremadskriden, i al fald stiger de tilsvarende i dramatik uden dog på noget tidspunkt at blive rigtigt farlige eller håbløse. De enkle temaer får gang på gang lov til at binde musikken sammen først og fremmest gennem de skiftende solostemmer, således at den disharmoni/håbløshed der ligger rundt om temaet aldrig får det sidste ord/den sidste tone. Nok emmer musikken af melankoli, men den opvejes gang på gang af solostemmernes afklarethed, som om der er en kerne i musikken der hæves opover al fortrædelighed. Hvor mesterligt disse temaer med variationer behandles af komponist og orkester, kan man forvisse sig om ved flere gennemlytninger – det være hermed anbefalet.
Alt i alt står vi her overfor et stykke filmmusik der sagtens kan nydes uden film. Man fristes til at sige, at man må håbe, at filmen kan leve op til musikken.
CDen er venligst stillet til rådighed af Danacord Records.
