Filmen giver i første ombæring indtryk af at være en biopic om den første kvindelige chefdirigent for det verdensberømte symfoniorkester Berliner Philharmonikerne. Det gøres elegant og ubesværet med klippet fra de rullende introtekster akkompagnerede med instrumentel indiansk stammemusik til den professionelle interviewscene i centrum af NYC med den amr. forfatter og essayist Adam Gopnik (nulevende og kendt intellektuel), hvor omdrejningspunktet for deres diskussion er bogen ”Tár on Tár”, som skal forestille at være en biografi om den fiktive person Lydia Tár (spillet af Cate Blanchett), som tiltales maestro og hyldes som musikgeni og protégé af den amr. komponist Leonard Berstein (kendt for West Side Story).
I interviewet er Lydia Tár ekstremt præcis med sine velvalgte og abstrakte formuleringer tenderende til det overtænkte og prætentiøse, selvom hun foregiver at være det modsatte. Hun belærer næsten intervieweren og publikum om, hvorledes timing er det afgørende for hende, når hun dirigerer et orkester. Hvordan al magten ligger i taktstokken, da den både kan stoppe og sætte tiden/musikken i gang. Som hun så smukt fremsiger om musikkens inderste væsen, at ’sjælden og dyb musik ikke kan beskrives med ord, kun toner. Musik bevæger og bevæger sig fremad og er samtidig flydende’. Hendes stjernehøje ambitioner om at levere og præstere på verdensklasseniveau gælder også i hendes gæsteforelæsning på Juilliard musikkonservatorium i NYC.
Gæsteforelæsningsscenen er lavet i ét imponerende og teknisk langt take/shot, hvor kameraet følger Lydias aggressive og provokerende adfærd og overdrevne gestik samtidig med, at kameraet også afspejler hendes oprørte sindstilstand, som hun ikke har kontrol over og heller ikke får, idet en studerende udtrykker sin afsky for Bachs misogyni og at han fik 20 børn. Her vil hun gerne adskille Bachs musik fra hans privatliv og politiske/personlige holdninger, hvilket er professionelt, men hendes ord eller klaverspil samler ikke mesterklassen af yngre talentfulde musikere, tværtimod mister hun grebet og megalomaniens grimme fjæs viser sig glimtvis.
Megalomanien udfolder sig i fuldflor, da hun påbegynder den intense proces med at indstudere og øve med Berliner Philharmonikerne, Mahlers 5. symfoni (svær og kompleks) og som for hende er beviset på, at hun er en maestro i verdensklasse. I interviewscenen taler de om, at oprindeligt behøvede de mindre orkestre ikke en dirigent. Her var det førsteviolin, som ledte an og som de andre fulgte instrukser fra. Lydias førsteviolin er koncertmesteren Sharon, som på privatfronten er hendes partner og medmor til deres adopterede datter Petra.
Sharon trækker i strengene bag Lydia og har været med til at skabe Lydias kometkarriere. Sharon vil gerne at Lydia er geniet og i rampelyset for pressen og medierne. Derfor ser Sharon gennem fingrene med Lydias kortvarige affærer med yngre kvinder/beundrer. Det samme gør hendes sekretær, Francesca indtil sagen med Krista Taylor kommer for dagens lys og etiske/moralske dilemmaer overskygger. De lader Lydia tage faldet, men med lyd, toner og musik bygger Lydia Tár sig selv op på ny.
Den amr. filmskaber Todd Field fremstiller hovedpersonen og bipersonerne som de er. Han dømmer dem ikke eller lægger egne fortolkninger indover. Det er en sjældenhed i film nu til dags. Det gør ”Tár” til en brutal, smuk og moderne faustfortælling, hvor den klassiske musikbranche er omdrejningspunkt og ambitionerne overstiger etikken og moralen. Det er en konstant udveksling om ’noget-for-noget’ (do-ut-des-princippet), selv i deres ’ægteskab’, som mere er et kommercielt partnerskab og kun fungere, så længe de tårnhøje musikambitioner indfries.