Skriv en kommentar
Fra tid til anden sætter man sig i biografsædet med åbent sind. Uden kendskab til hverken instruktør, skuespillere eller genre er fordomme og forventninger ikkeeksisterende. Sådanne oplevelser skal der sættes pris på i en globaliseret verden, hvor det til tider kan være svært at undgå information selvom man prøver. Paradokset i at sluge denne anmeldelse, og derved miste muligheden for uvidenhed, er dog gået op for undertegnede. Sæt evt. derfor læsningen på pause, og opsøg en af de få udvalgte biografer i Danmark med Ta´ mig på plakaten inden du læser videre.
I den lille norske by Skoddeheimen trisser Alma (Helene Bergsholm) rundt og keder sig. Byskiltet får fingeren når det passeres i skolebussen og spændende Oslo er lysår væk. Men Alma har større problemer – hun er liderlig! Ungdomskåd som bare pokker og udstyret med en dagdrømmerfantasi udover det sædvanlige, får hun tiden til at gå med dyre telefonsex-samtaler og forestillinger om ”den første gang”. Da Artur (Matias Myren), omdrejningspunktet for fantasierne, stiller hende i en prekær situation i ungdomsklubben, forvandles Almas hverdag til det værre og gode råd bliver dyre når rygterne florerer i et lille samfund.
Den liderlige teenagedreng er et kendt ansigt på det store lærred. Det er så at sige legitimt og helt normalt at fremstille drenge i denne aldersgruppe som hormondrevne små monstre. Teenagepigen bliver derimod som oftest fremstillet mere eller mindre uskyldig og stort set aldrig som den agerende part rent seksuelt – og da slet ikke i hovedrollen! Derfor er det på alle måder en befrielse at blive sat i Almas position, dog en noget stigmatiseret en af slagsen. For hvorfor er det lige at liderlige teenagepiger der ikke kan styre sig selv er fortabte, mens drenge jo bare er drenge?
Instruktør Jannicke Systad Jacobsen formår at placere denne problemstilling i en dybt underholdende og skarp ungdomskomedie, uden at prædike mere end højst nødvendigt. Miljøet er skævt men ikke surrealistisk, karikeret men ikke utroværdigt.
Ta´mig ligger sig i en slags post-Juno stil, hvor sarkasme, ironi og meta-niveauerne flyver rundt. Der bliver leget med skellet mellem virkelighed og fantasi konstant og selvom al sympati ligger hos Alma, tvinges man alligevel til at stoppe op og fundere over hvorvidt den skelsættende begivenhed i ungdomsklubben nu overhovedet fandt sted. Det kan til tider føles som en nyfunden spillefilmsinstruktør der vil gøre brug af så mange fortællermæssige værktøjer som muligt, men filmen oser samtidig af så megen inderlighed og ægthed at man accepterer det lidt overfortalte aspekt. Denne signatur endte nærmest med at svælge i det.
Ovenævnte stilistiske valg kan sagtens være søgt på baggrund af filmens unge hovedroller. Alle uerfarne kræfter på skuespilsfronten og alle opvokset i Skoddeheimen-lignende miljøer. Replikker og scener fremføres ikke altid med lige stor overbevisning, men de ender alligevel med at fungere indenfor filmens småskæve rammer. I den altoverskyggende hovedrolle er det svært ikke at falde for Helene Bergsholms Alma som en helstøbt og præcis skildring af en teenagepige, men også Henriette Steenstrup som essensen af den stille power-mor er fremragende. Mor/datter forholdet skildres med en grad af ægthed som en mandlig instruktør ville have svært ved at opnå.
Med en original indgangsvinkel, en humor der rammer mere plet end ved siden af og et elskeligt persongalleri, er Ta´mig er en af de få film som næsten føles bedre ved dens skønhedsfejl.
