Skriv en kommentar
Regnvand ligeså tykt og brungulligt som motorolie, flokke af fugle, der sværmende indtager abstrakte formationer på himlen, fire tornadoer, der samles på buldrende tæpper af torden.
Profetisk advarsel eller halleleju-hallucination? Det er denne nagende tvetydighed, der i første omgang præsenteres af hovedpersonen, den amerikanske almindeligmand Curtis’s tærende drømmebilleder. Men hvor drømme normalt dikterer et synlig skel mellem realitet og fiktion, sammenvæves de uhyggelige og forvrængede syn med virkeligheden, der forsvinder i kraft af hans fjerne hallucinationer. Det er alle miljøadvarsler, men både omgivelserne og Curtis selv misforstår de profetiske syn, og reagerer ligeledes med hovedrysten og uden forståelse overfor de galskabsagtige udsagn. Curtis’s skred er fatalt, og snart indblandes hans kolleger og venner i forbedringen af stormlyet i baghaven, der koster ham et lån i banken. Men hvordan skal han både kunne betale for sin døve datters implantatoperation og udbedresen af stormskuret? Stormen nærmer sig langsomt, og han må tage et valg for at redde sin familie. Har han nok styrke til at overvinde sine hallucinationer, for derved igen at kunne tage sig af familien? Eller er disse hallucinationer blot et udtryk for en undergående profeti, der fremstår grum og virkelighedsfjern, men ikke desto mindre er virkelig?
Take Shelter lægger sig i den moderne slipstrøm af amerikanske indiefilm, hvis langsommelige og tålmodige tempo, generelt fordrer til mere intime og grænsesøgende eksistensstudier. Disse film, herunder sidste års premiereaktuelle “Martha Marcy May Malene” og “Winters Bone”, fremstår formmæssigt “europæiske” i sin langsommelighed og håndholdte format, men er også film der ofte tager udgangspunkt i det amerikanske ødelands forvildede kultur (og natur). Take Shelter tager udgangspunkt i et umiddelbart håndgribeligt emne som sindssyge, herunder paranoid skizofreni, men hævder sig ved sin sidste apokalyptiske drejning. Det er en knugende intens film, der handler om vrangforestilling kontra virkelighed, forestilling kontra realitet, og denne tvetydighed er formuleret svært korrigerbar.
Michael Shannon (også formidabel i den mesterlige Revolutionary Road, Sam Mendes, 2009) spiller både diabolsk og realistisk i sin stigende, men mislykkede underkuelse af den omgærdende profetiske sindssyge. Hans blik er dramatisk, dobbelttydigt i sin egen granskning og manglende tillid til validiteten i sine mere og mere uhyggelige syn. Disse syn er i øvrigt ganske veludførte, og bliver aldrig forstyrrende i forhold til filmens gennemgående realisme, der undertiden opdyrker et gedigent kendskab til karaktererne. Filmen leverer et kreativt bud på en mere intim katastrofefilm, og fremstår samtidig vedrørende i sin præsentation af økotrusler: For skal vi virkelig lytte til de apokalyptiske profetier? Er profetierne forårsaget af indefra kommende problemer - er de selvskabte? Svaret vil uundgåeligt ryste dig, ligesom lyden af tordenvejret der hurtigt nærmer sig, og vil opsætte et aktuelt spørgsmål: Kommer tordenen oppe fra lærredet, den trygge biograf eller endnu værre - kommer den udenfor biografiens mørke?
Take Shelter er bare endnu et oplagt bevis på at amerikansk film er ved at opnå befriende kunstneriske højder!
