Skriv en kommentar
Historien er set før! Den ambitiøse og idealistiske lærer tager en gruppe utilpassede bøller under sin vinge, og giver dem nyt håb i en håbløs hverdag. Ligesom så mange andre af den slags film, er Take the lead baserede på virkelige hændelser, men det gør ikke nødvendigvis historien bedre.
Antonio Banderas spiller danselæren Pierre Dulaine, der beslutter sig for at lære en gruppe problemfyldte unge at danse standarddans. De unge har vidt forskellig baggrund, men de har alle det til fælles, at de er blevet stemplet som værende uden for pædagogisk rækkevidde. Til at begynde med er de unge problembørn skeptiske for Dulaines usædvanlige undervisningsform, men langsomt lader de deres hårde facade falde, og kaster sig ud i alt fra wienervals til salsa. Miraklernes tid er ikke forbi, og inden længe danser lømlerne så godt, at de ville får David ”vild med dans” Owe til at ligne udkogt blomkål. Det hele munder ud i en storslået dansekonkurrence, hvor de nyudklækkede dansere skal vise deres værd, og bevise at det er muligt at komme ud af slummen og ind på de bonede gulve.
Take the lead er instrueret af Liz Friedlander, der har en fortid som musikvideoinstruktør for prominente navne, som eksempelvis R.E.M. og Blink 182, og dette ser man tydeligt i filmens stilistiske udtryk. Take the lead kan bedst beskrives som en halvanden times lang musikvideo, hvor bandet er skiftet ud med skuespillere der hopper rundt på scenen, og det holder ærligt talt ikke i længden.
Filmens tempo er alt for højt, hvilket betyder at man aldrig kommer til at kende karaktererne ordentligt. I stedet bliver Take the lead en rodet affære, som hurtig bliver triviel og kedelig.
Rollerne som de unge dansere spilles af forholdsvis ukendte skuespillere og de gør da hvad de kan, desværre bliver de hæmmet at et elendigt manuskript fyldt med platte replikker, der virker som en klods om benet på de ellers talentfulde skuespillere.
Det, der uden tvivl redder Take the lead fra at være en total fiasko, er Antonio Banderas portrættering af Pierre Dulaine. Banderas spiller med sin sædvanlige latino-charme, og i de flotte og velkoreograferede og flotte dansescener, brænder han for alvor igennem på lærredet.
Desværre redder Banderas spanske charme ikke Take the lead fra at være en lidt feesen fornøjelse, der ikke rigtig formår at fange sit publikum, men er man til dans og Banderas er filmen uden tvivl et must. Personligt kunne jeg bedre lide Peter Chelsoms Shall We Dance fra 2004, med Richard Gere og Susan Sarandon i hovedrollerne.
