Skriv en kommentar
Oliver Stone, der er mester for en lang række storproduktioner der tager fat om den amerikanske mytologi fra Doors over Vietnam og roadtrippet til Kennedy og Nixon og til WTA 9.11, tager i denne virtuose, ”lille” sag fra 1988 fat på det amerikanske radiotalkshow. Stones film kan generelt næppe sige sig fri for en vis vulgaritet – det mytologiske eksponeres både gennem de ekstreme handlinger og den ekstreme filmiske fremtilling - men som regel når han velbeholden i land.
Radioværten Barry Champlain er båret af en enorm vrede i sit show; kulturens bagsider revses ubønhørligt nat efter nat; racister, nazister, homofober mfl. får det glatte lag – ligesom stofmisbrugere og arbejdsløse får det: ´Se realiteterne øjnene, i stedet for at tørre al dårligdommen af på syndebukke, og få så fingeren ud og gør noget!´ er budskabet. Ingen går fri, heller ikke han selv, og det får konsekvenser – for ham.
Oliver Stones film bygger på bogen ”Talked to Death: The Life and Murder of Alan Berg”. Manuskriptet er skrevet af Eric Bogosian der også spiller hovedrollen. Ikke mindst skuespilpræstationen er imponerende og belønnedes da også med en Sølvbjørn ved Berlinfestivalen i 1988.
Plottet, der hvor vi kommer ind, er den aften Barry får at vide, at hans show nu skal transmitteres udover det ganske USA. Hans frygt for at ende i lommen på den mægtige sponsor der kan garantere broadcastningen blandes med angsten for ikke at gøre det godt nok. Resultatet bliver en voldsom energiudladning der ikke alene sætter turbo på de sædvanlige natlige udgydelser, men også afstedkommer et ubønhørligt blik på showets og ikke mindst Barrys egen rolle i forhold til lytterne – og til hans eget mere eller mindre skrantende privatliv. Således kulminerer filmen med en natlig radiomonolog, hvor man som seer (ikke lytter!) sidder tilbage med fornemmelsen af, at nu kan blikket på den skrantende vestlige civilisation og Barrys egen rolle i dette ”show” ikke udleveres mere ubønhørligt og skarpt. Ikke desto mindre er netop denne udladning, vel ikke overraskende, adgangsbilleten til broadcastningen af showet; ´det er jo blot et show´.
Det fantastiske, det fascinerende men også uhyggelige ved filmen er dens, dvs. Stones og Bogosians evne til at lade fiktion (radioshowet) og virkelighed (den vestlige civilisations bagside der så beredvilligt ringer ind til værten) glide ind i hinanden. Ikke desto mindre overbeviser Barrys afsluttende monolog, og i det hele taget filmens umærkelige gliden fra overfladisk ”talk-talk-talk” og til de pauser, den stilhed der åbner op for svimlende dybder i ordene, om, at ”showet” ikke blot kan reduceres til show, dvs. spekulation, men simpelthen bærer håbet i sig. Også når Barry til sidst forlader studiet med en fed kontrakt i hånden og går sit ikke uventede tragiske endeligt i møde.
Så selv om ”Talk Radio” bestemt ikke er en film man bliver glad af – dertil er hadet og ulykken hos de der ringer ind og Barrys fordømmelser og til tider selvhadende udgydelser for overvældende – så har filmen et håb.
¾ af filmen foregår i radiostudiet, og det er bestemt også dér filmens styrke ligger. Livet udenfor studiet, især tilbageblikket på Barrys første ægteskab, skildres noget kulørt og overfladisk og står slet ikke mål med de dybder personligheden bag mikrofonen når.
Oliver Stones tekniske virtuoserier fornægter sig (heller) ikke i denne tidlige film fra instruktørens hånd. Vinklerne, kameraturene og ikke mindst flowet skabt ved den sædvanlige minutiøse men også urolige, ja foruroligende klipning er optimale allerede her i 1988; hvad gør det så at ¾ af filmen foregår i et radiostudie med en manisk rablende vært!
DVD-en har, traditionen tro når det er fra Criterion Film, intet bonusmateriale udover en trailer til filmen. Men man glædes nok engang over en udgivelse af en kvalitetsfilm fra selskabet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
