Skriv en kommentar
Albert Camus udtalte, at Charme er en måde at få et Ja på uden at stille et præcist spørgsmål, og dette citat kan anvendes til at beskrive skuespillerinden Gemma Arterton’s tilstedeværelse i Stephen Frears nyeste film. Efter at have spillet biroller i en række amerikanske produktioner, som Quantum of Solace (2008) og Prince of Persia: The Sands of Time(2010) burde Arterton med denne film for alvor bevise, at hun har mere at tilbyde end hendes udseende. Det formår Arterton desværre ikke, da filmen har en masse problemer med alt for mange forskellige subplots, og ikke engang Artertons naturlige charme kan løse problemerne i manuskriptet.
Filmens handling finder sted i en idyllisk engelsk landsby, hvor den succesrige krimiforfatter Nicholas og konen Beth driver et landsted, hvor aspirerende forfattere kan søge inspiration. En helt almindelig dag kører en mini-cooper igennem byens gader, og det viser sig at byens tidligere grimme ælling Tamara Drewe (spillet af Gemma Arterton) vender tilbage til sin nu afdøde mors hus for at sætte den i stand så hun kan sælge den. Men Tamera er ikke længere den samme grimme ælling. En næseoperation har transformeret Tamara Drewe til en smuk ung dame, og det viser sig, at de fleste af byens mandlige borgere interessere sig lidt for meget for den smukke og unge pige og dette resulterer i romantiske intriger og knuste hjerter.
Stephen Frears nyeste komedie adskiller sig fra hans tidligere film ved at fokusere på de (fatalistiske) humoristiske elementer, der kan hænde i en lille engelsk landsby. Frears tidligere film har søgt at belyse den engelske mentalitet ved at udforske de mørke sider af det engelsk samfund, såsom monarkiets rolle i dagens demokratiske samfund (The Queen) og illegale indvandres oplevelser, der viser en særlige side af London, der ikke kan findes i rejseblade (Dirty Pretty Things). Dette er ikke Stephen Frears første forsøg på at lave en komedie. Filminstruktøren har lavet High Fidelity (2000), men i modsætning til High Fidelity har denne film ikke et stærk manuskript.
Desværre mangler filmen – ligesom karakteren Tamara Drewe – et egentlig formål med de handlinger, som finder sted. Nogle af de handlingsmæssige udviklinger kan karakteriseres som skizofrene, da der er elementer i plottet, der virker mærkværdige både i forhold til karakterens handlinger og historiens udvikling. Disse forstyrrelser kan ikke engang stærke skuespilpræstationer redde.
Samlet set er Frears film en charmerende, meget britisk komedie, med stærke præstationer, men med en frygtelig kaotisk handling, der vil skuffe seere, der er bekendte med Stephen Frears andre film. Hvad der kunne have været endnu en stabil komediefilm af Frears, farer vild et sted mellem de adskillig unødvendige subplots og bipersoner, der i virkeligheden ikke tilføjer noget til historien.
Den vil uden tvivl finde et publikum eftersom filmen besidder elementer, der kan sammenlignes med Bridget Jones Dagbog, men Tamara Drewe mangler stjerneffekten af andre britiske rom-coms, og samtidige har den mørke elementer, der kan hæmme filmen i at blive en kommerciel succes.
