Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den amerikanske Linda P
Efter en lang karriere i birollen Sookie St. James i tv-serien Gilmore Girls (2000-2007) gjorde skuespillerinden Melissa McCarthy sig for alvor bemærket på film i rollen som Megan Price i succeskomedien Bridesmaids (2011), for hvilken hun også høstede en Oscar- og BAFTA-nominering som bedste birolle. Sidst vi så hende i biografen herhjemme var i filmen The Heat (2013) overfor Sandra Bullock også af Bridesmaidss-instruktøren Paul Feig, samt tidligere det år i Identity Thief (2013).
McCarthy er kendt for sin bastante kropsbygning og rapkæftede mund, der ikke lægger fingre imellem hverken vulgære eller stødende gloser. Man kan måske kalde hende for den amerikanske udgave af den danske stand-up komiker, Linda P.
Filmen Tammy er instrueret af McCarthys mand siden 2005 Ben Falcone, der som skuespiller førhen har medvirket i komedier som What to Expect When You're Expecting (2012) og Enough Said (2013) samt Bridesmaids, Identity Thief og The Heat. Så makker- og ægteparret instruktør/skuespiller i Tammy er vist langt fra tilfældigt!
Rækker talentet?
Det første jeg spurgte mig selv, var, om McCarthy kunne glide ud af sin status som birolle og comic relief fra de tidligere nævnte komedier, og ind i førersædet som bærende hovedrolle i egen film (Tammy er også skrevet af McCarthy og Falcone!). Hendes korporlige mimik, rapkæftethed og frembrusende persona virker til at være bedre klædt på til en skør birollekarakter. Men selvom McCarthy fungerer udemærket som den bærende rolle i Tammy, er hendes komik desværre nok for begrænset og tvivlsom til en stor komedie-hovedrolle-karriere som for eksempel Cameron Diaz eller Renée Zellweger. Dertil er hendes skuespil og komik alt for ensidigt.
Plottet hænger også i en tynd tråd. Efter at Tammy mister sit job på grund af et uheld med en hjort, finder hun ud af, at hendes mand, Greg (Nat Faxon), har en affære med naboen Missi (Toni Collette). Tammy beslutter sig for at skride fra det hele, men tager sin fordrukne bedstemor, Pearl (Susan Sarandon), med på vejen, da Pearl er besiddelse en stor sum penge. Herefter begynder en Roadtrip mod Niagara Falls, som Pearl altid har ønsket at komme til. Men rejsen dertil går selvfølgelig ikke helt lige ud af landevejen!
Tammy & ”Louise”
Den filmkyndige vil nok hurtigt lægge to og to sammen, når de læser Roadmovie og Susan Sarandon i samme sætning. Ridley Scotts roadmovie Thelma and Louise (1991) er bestemt en af Susan Sarandon karrieres vigtigste film, men selvom temaet overlapper i Tammy kan de to film næsten ikke være længere fra hinanden. Måske er Tammy allerede kørt ud over kløften fra begyndelse (!).
Tammy er ikke den dårligste komedie i filmhistorien, men er bestemt længere fra at være den bedste. Dialog er for stram og replikkerne ikke nuanceret nok. Det er for hurtigt skift i stemningen i scenerne, som desværre ikke rummer de store overraskelser. De mangler både spænding og elegance i strukturen. Humoren er stort set ikke bygget på kropslig humor, men udelukkende gennem replikker og deraf tilsvinelser fra vores to hovedkarakterer, den alkoholiske bedstemor og sværvægteren og madjunkien Tammy.
Det værste er filmens opbyggende struktur. Hver scene bliver efterfuldt af dækbilleder af køreture mod næste nye destination og akkompagneret af et musikalsk mellemspil, før næste scene igen bringer historien videre. Og det er hver gang en scene slutter, skal vi trækkes igennem dette musikalske mellemspil og det bliver mere og mere brugt og langhåret!
Der er dog scener, som fungerer komisk. Tammy bliver ”nødsaget” til at røve burgerrestauranten ”Topper Jack’s” for at skaffe penge til at betale Pearls kaution, og hendes ekstremt uelegante facon gør scenen til en sjov farce. Maskeret med posen fra det netop indtaget måltid fra selvsamme restaurant og med et våben lavet af hendes origamiske også af Topper Jack’s poser, røver hun personalet på den mest uskyldige facon. På et tidspunkt tager hun fejl og bruger i stedet sin fingre som pistol, hun kommer til at røbe information om sig selv, og hendes flugtbil er bedstemoderens egen med en defekt vandscooter på slæb.
Fornærmende unuanceret
Tammy er måske ikke verdens sjoveste film og McCarthys komiske talent er begyndt at vejre mod ensidighed og repetition, men den er garant for nogle små klynk ag grin hist og her. Historien er dog næsten fornærmende unuanceret og mangler spænding, og foruden de musikalske mellemspil havde vi i stedet kigget på 30 minutter lang film, hvilket siger noget om hvor meget den trækker i langdrag.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.
