Instruktøren Sean Bakers evne til på mest solidariske vis at føre os ind i en for de fleste dybt fremmed kultur af prostituerede transkønnede er formidabel. Men som med alle gode fortællinger er det snarere en fortælling om at være menneske som sådan end om det at være transkønnet der bærer igennem og giver os øjne at se med.
Vi er i Los Angeles. Det er juleaftensdag. Den prostituerede Sin-Dee (Kitana Kiki Rodriguez) er lige kommet ud fra en 28-dages fængselstur. Hun leder forgæves efter sin alfonskæreste. Og da hun hører fra sin bedste veninde Alexandra (Mya Taylor), at kæresten har været hende utro er der måske en grund til, at han ikke sådan er lige til at finde.
”Tangerine” er i al sin enkelthed bygget op over Sin-Dees mere og mere indædte jagt på kæresten sammen med den gode veninde Alexandra. Kæresten skal findes og stå til ansvar for sin utroskab, og kan Sin-Dee på vejen også lige få fat i den som han var utro med gør det ikke noget.
Sideløbende med hovedhandlingen følger vi den armenske taxachauffør Razmik (Karren Karagulian) der ikke alene har stort overblik over ”sit” område, men som også har god grund til netop at holde til i dette område med transkønnede mennesker.
”Tangerine” er nok et drama men også en komedie. Sin-Dee og Alexandra holder hovedet højt med et smittende humør, skarpe og morsomme replikker og nægter at være ofre under nogen omstændigheder. Det forfald der så let kan tage over, holder de to ud i strakt arm, med ranke rygge og insisterer på at se ud som en million, eller lidt mindre måske. Ikke at der ikke er ofre i miljøet. Et par gange konfronteres vi med et uhumsk bordel på et motel; her gås til den på mest ynkelige vis i hvert et lokale om det så er i brusekabinen. Kroppene er i forfald sammen med motellet.
Da den fremmede, den armenske taxachauffør til sidst sidder alene i sin stue foran juletræet – er det familiefaderen og forsørgeren der har lagt sin familie i seng men også et menneske i dyb splid med sig selv. På sin vis prostitueret.
Filmen fortælles med et meget levende kamera og i velframede billeder. Det er umuligt at se, at filmen er skudt med en iPhone5 (!). Pointen er næppe, at det giver filmen noget, men at det var måden at holde omkostningerne nede på. Filmen fremtræder dog på ingen måde som en skrabet lowbudget-film. Heller ikke når det gælder skuespillerpræstationerne der tværtimod er i en klasse for sig. Her er (transkønnede) skuespillere der har en helt personlig baggrund for at spille med stor overbevisning.
”Tangerine” har en stærk stemme om menneskers insisteren på egen seksualitet og i sidste ende på ret til at leve i så dyb overensstemmelse med deres personlighed som muligt. Om det så må betyde prostitution. Alt i alt er det svært at sætte en plet på denne på alle måder vellykkede film.
Ekstramateriale består bare af trailer, slideshow og trailershow. Her var ellers al mulig grund til at få noget at vide om denne på alle måder alternative og meget overbevisende produktion.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.