Skriv en kommentar
Med dele af Casper Christensens hæsblæsende arbejdsraseri på TV2 og TV2 Zulu som undtagelse, har DR 2 for længst slået fast, at det stort set kun er dem, det er værd at grine af, når vi snakker velproduceret dansk komik.
Frembringelser som Drengene fra Angora, Michael Wulff på eventyr med den lidet flatterende flodhest Dolph og Mikael Bertelsens uaktuelle nyheder har således igennem de senere år haft en imponerende gennemslagskraft.
Helt samme gennemslagskraft kan man langt fra tale om i forbindelse med Teatret ved Ringvejen – skabt af de to Angoradrenge, Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann. Det skal imidlertid ikke forveksles med, at denne seks episoder lange serie ikke er et stykke velproduceret og kvalitetspræget dansk tv-komik. For det er det. Denne gang bare uden de opskruede punch-lines og gentagne one-liners. Her er ingen “død ved kølle!”, “det’ ingen problem” eller “sataneme” på syngende randrusiansk.
Af omtrent samme grund er Teatret ved Ringvejen sjældent hysterisk morsomt. Måske aldrig. I hvert fald ikke i enkeltscenerne. Det er en komedieserie, men dramaturgisk er den bygget op som en fortløbende dramaserie uden enkeltstående sketches. Den konstante opbygning uden hysteriske klimaks er hele tiden målet.
Som når teatrets direktør, Steffen, til sin egen afskedsreception i sidste afsnit siger til teatrets lydteknikner, Carsten, der sidder i sort jakkesæt, “Nå, du har taget dit fine tøj på i dag, Carsten. Det havde du da ikke nødt at have gjort.” Tavshed et øjeblik. Hvorefter Carsten svarer: “Jeg kommer lige fra min fars begravelse”.
Er det sjovt? Ikke i sig selv. Men det er et eksempel på Teatret ved Ringvejens evigt opbyggende humor, der hele tiden afføder kejtede og pinlige øjeblikke. Din anmelder synes klart, at ovenstående scene som eksempel på seriens humor er morsom. Ikke på den offensive grinagtige facon, men på den tilbageholdende underspillet facon. Langt – meget langt – fra Drengene fra Angora.
Når det fungerer, så er det ikke mindst – ja, måske stort set kun – fordi karaktererne er så forbandet godt skruet sammen. Nærmest sublimt i to af tilfældende: Steffen, børneteatrets ikke helt kvalificeret og ekstremt vægelsindede direktør, der efter bedste evne skal forsøge at redde teatret ud af et økonomisk uvejr – spillet på et meget højt komisk niveau af den tidligere nattergal, Uffe Rørbæk Madsen (lad dette være et opråb til danske filminstruktører om, at vi faktisk har lidt af en komisk begavelse frit gående rundt).
Og i tilfældet Bo – teatrets instruktør/skuespiller, der midlertidigt har kvittet rollen som skuespiller, fordi Dyrene i Hakkebakkeskoven er et ret krævende stykke. Hans usikkerhed, nærtagenhed, vredesudbrud og generelle frustrationer over at hele verden er imod ham er glimrende formidlet af den ret så ukendte Niels Martin Eriksen.
De to karakterer virker prioriteret i Tolsgaards instruktion. Omkring dem svæver så mere eller mindre udviklede – og deraf mere eller mindre velfungerende – karakterer: Skuespillerne Jack (lidt for tam karakter spillet af Dan Nielsen) og Maibritt (spillet så præcis irriterrende, som kun Helle Dolleris kan gøre det); kapelmester Nis (Jesper Rofelt); tekniker Carsten (glimrende tørt og trist underspillet af Søren Malling); hans medhjælpere Brian (Hjalte Flagsted) og Anja (Christine Exner), hvis karakterer er meget lidt udviklet og endelig Lene Poulsen som sekretæren Bodil.
Når Teatret ved Ringvejen alligevel ikke ender som et af de allerfineste øjeblikke i dansk tv-komik, så et det fordi, at fortællingen sine steder bevæger sig i retninger, som ender blindt. Hvor det ikke længere er sjovt, og hvor der ikke er et egentlig potentiale for at bygge videre op. Det gælder fx en selvstændig historie om Jack og Nis, der skal afprøve hypnotisering.
EKSTRA MATERIALE:
Ekstramaterialet byder på en ganske interessant program om tilblivelsen af serien, klip fra optagelserne, lidt ligegyldige fraklip, lidt mere interresante slettede scener og en dummy.
Anmeldelsen afsluttes med:
DVDen er venligst stillet til rådighed af:
Sony Music Denmark.
