Skriv en kommentar
Teorien om alting er historien om den berømte teoretiske fysiker, Stephen Hawking (Eddie Redmayne) og hans første kone, Jane Wilde Hawking (Felicity Jones). Som 21-årig og studerende på Cambridge bliver Stephen diagnosticeret med ALS (amyotrofisk lateral sklerose) og får at vide, at han kun har to år tilbage at leve i. Til trods for det – eller måske netop på grund af det – bliver det unge par gift, opslugt af deres kærlighed til hinanden og motiveret af ungdommens ignorance, naivitet og mod.
Lægerne får imidlertid ikke ret mht. hans begrænsede levetid, så mens Stephen langsomt tilvender sig at balancere sin akademiske research med en hverdag i kørestol og hans neurologiske sygdoms mange fysiske hæmninger, sætter Jane sine egne drømme til side, før hun egentlig kan definere dem, og indordner sig et liv som hans personlige hjælper og nærmeste pårørende. Denne er en film om Jane så meget som den er en film om Stephen Hawking.
Den teoretiske fysik og den styrende romantik
Min viden om Stephen Hawking var meget basal, før jeg så Teorien om alting – hverken hans arbejde eller hans privatliv var mig nær så kendt som hans signatur-robotstemme. Sådan har mange det nok.
Alligevel kan man næppe slippe af sted med at lave en film om Hawking uden at inkludere det teoretiske aspekt. Og dog er filmen på det punkt møntet på det almene publikum. Der gås lidt let hen over hans arbejde, og det behandles ofte i en følelsesmæssig ramme – hvordan han forbløffer i undervisningen; hvordan han imponerer kyniske videnskabsmænd og gør de snæversynede arrige – men Teorien om alting er først og fremmest en historie om kærlighed, så mere skal den del egentlig heller ikke fylde.
At Stephen og Jane Hawkings interne historie, i den sammenhæng, tilmed er romantiseret er jeg ikke i tvivl om. Deres samliv har sikkert været meget mere problematisk og konfliktfuldt end portrætteret, og mon ikke de i virkeligheden er mindre helgenagtige end de fremkommer på det store lærred? Alligevel synes jeg, at filmen lægger vægt på at understrege vanskelighederne i deres hverdag og bringe fokus på den ellers sjældne sygdom, ALS.
Redmayne og Jones
Der hvor filmen for alvor trækker point hjem er dog i skuespillet. Både Eddie Redmayne og Felicity Jones var med rette Oscar-nominerede til bedste hovedroller i weekendens award-show, hvor førstnævnte britte fik statuetten med hjem. Jones er fænomenal hele vejen ned gennem CV’et, og Redmayne serverer sig selv som en så overbevisende Stephen Hawking, at man helt glemmer, det er ham bag brillerne. Dermed en meget velfortjent sejr.
Specielt i starten er Teorien om alting en meget sød og optimistisk film, men sammen sørger Redmayne og Jones for, at den aldrig bliver kvalm. Den er feel-good, men autentisk, og så er den oprigtigt rørende.
