Skriv en kommentar
For 35 år siden blev Arnold Schwarzenegger udødeliggjort som actionikon i rollen som den onde terminator i science fiction-klassikeren The Terminator fra 1984. Filmen var sådan set en lavbudgetfilm, men formåede alligevel at bryde barrierer inden for visuelle effekter, og med næsten Orwellske undertoner understregede den gennem sine saliente tematikker om kunstigt intelligente robotter, den truende fremkomst af computeren og maskinens overtag af menneskeherredømmet. I 1991 udkom så Terminator II: Judgement Day, som både revitaliserede filmuniverset samt Arnolds position som den største actionhelt i filmhistorien.
Derudover adskilte den sig fra den originale film ved at fokusere på dybden af de menneskelige og maskinelle karakterer og stillede samtidig spørgsmålet, om en robot egentlig kan tillægge sig menneskelige attributter, såsom medfølelse og sorg.
Siden disse to utvivlsomt klassiske film har vi genbesøgt universet i tre udgaver, alle uafhængige af de originale film, og alle af tvivlsom kvalitet. Derfor var det en kærkommen nyhed, da det viste sig, at den næste film i rækken ville være en sequel til og direkte forlængelse af Terminator 2.
I den nye Terminator-film følger vi et hybridt Cyborgmenneske, Grace (Mackenzie Davis), der er sendt tilbage i tiden for at redde den unge kvinde, Dani Ramos, (Natalia Reyes) fra en modificeret terminator (Gabrial Luna), der har i sinde at slå hende ihjel. Hun får hjælp af Sarah Connor (Linda Hamilton) og T-800 (Arnold Schwarzenegger) og hvad der følger er en katten-efter-musen jagt, hvor menneskehedens fremtid igen står på spil.
Terminator: Dark Fate er ikke et originalt og sindsoprivende mesterværk, som de to foregående film, og der er imidlertid heller ikke stor chance for, at den for eftertiden vil anses som en klassiker inden for Science Fiction-genren. Man kan måske også tvivle på, om nogen forventer dette af filmen, men ikke desto mindre er filmen trods alt medproduceret og skrevet af James Cameron, arkitekten bag de to første film, så en lille smule høje forventninger må være på sin plads. På fortælleplan har filmen alt for mange jern i ilden, og har derfor en tendens til at omfatte en masse unødvendig forvirring. Derudover rummer manuskriptet flere eksempler på leflende dialog, hvor man som tilskuer kan mærke redundansen af ekspositionelle informationer, som man formentlig ville mærke et lag tæsk af en terminator. Dialogen bærer ligeledes præg af at være direkte pinelig, når diskussionerne rammer den højeste tinde og de ellers dygtige skuespillere må forsøge at virke lidenskabelige omkring ellers intetsigende replikker.
Hvad filmen dog har kørende for sig, er dens betagende visuelle effekter og action sekvenser, som for alvor holder én investeret og fordybet i historien. Dette involverer blændende CGI, hvor et nævneværdigt element er den nye skurk i universet, Rev-9, der ligesom T-1000 i Terminator II, har evnen til at omdanne sig udseendemæssigt til sine ofre og at lave sine arme om til knive og sværd. Udover filmens visuelle udtryk kan man også vente sig et niveau af instruktør Tim Millers signaturhumor, som vi så det i hans forrige film Deadpool. Dette ses bl.a. da vi møder Arnold Schwarzeneggers Terminator, som de sidste tre årtier har holdt sig skjult i Texas under navnet ’Carl’. Han er bl.a. blevet gift og har dannet et indretningsfirma, hvorved kolde leveringer om råd til boligindretning og farvevalg til børneværelser er garanteret at vække grin i biografsalen. Linda Hamilton gør også retur som Sarah Connor fra de oprindelige film og giver en velspillet præstationen, der vil stå som en værdig afslutning på karakterens 35-årige levetid.
Alt i alt er Terminator: Dark Fate et visuelt festfyrværkeri med omfattende actionscener, som får de forrige udgaver til at syne hen ved sammenligning. Og gensynet med både Linda Hamilton og Arnold Schwarzenegger er i høj grad et nostalgisk gensyn, der på mange måder er altafgørende for filmens kvaliteter. Filmen fejler desværre på manuskriptplan, da den gør sig selv mere vidtrækkende i karaktermæssige fordybelser, end hvad godt er, i stedet for at følge succesopskriften fra de oprindelige film – et saligt forsimplet narrativ med karakterer, som kun taler, når det er nødvendigt for den overordnede historie.
