The Age of Innocence er baseret på forfatteren Edith Wharton’s roman fra 1920. Det er historien om kærlighed og forbudt lidenskab hos overklassen i 1870’ernes New York.
Newland Archer (Daniel Day-Lewis) er en sand gentleman og advokat for overklassens fine familier. Han skal giftes med den noget yngre og temmelig overbeskyttede May Welland (Winona Ryder). Men han bliver i tvivl, om han har valgt den rette kommende hustru, da den smukke og eksotiske grevinde Ellen Olenska (Michelle Pfeiffer) kommer tilbage til New York efter at være blevet separeret fra sin Polske greve. Newland bliver hovedkulds tiltrukket af Ellen, og de to indleder flere små hemmelige møder. Men det er ikke nemt med hemmelig kærlighed, og resten af byens overklasse holder i det skjulte øje med, hvad der foregår.
Edith Wharton’s roman har været filmatiseret flere gange, første gang i 1924 som stumfilm. Men det er nok Martin Scorseses version fra 1993 der huskes af de fleste. Filmen vandt en Oscar for bedste kostume design og Winona Ryder vandt en Golden Globe for hendes fine portræt af May Welland.
Martin Scorsese er nok mest kendt for sine gangster dramaer, og for sine altid dybt følte portrætter af det New York, han elsker så højt. Det er også disse temaer der er i spil, i The Age of Innocence. Her er den hårdkogte gangster familie blot byttet ud med den fine overklasse, og disse familier ligger bestemt heller ikke fingre imellem når de vil såre hinanden, her gøres det blot med et smil på læben og blink i øjet, frem for med en pistol.
Martin Scorseses stil er altid suverænt gennemført og den visuelle fortæller teknik er også blændende godt sat sammen i dette mesterværk. Man bliver som tilskuer tvunget til at følge med i historien, og Scorsese vælger bevist, hvad man skal fokusere på i de enkelte scener, ved hjælp af forskellige visuelle tricks. Han og hans kameramand guider tilskueren igennem historien, og sørger for at man ikke misser den mindste fra det overflødighedshorn af detaljer, man bliver præsenteret for. Historien er smukt fortalt og selvom spilletiden er lang, vil man ikke misse et eneste sekund af den intense fortalte historie, når man først er blevet suget ind i den.
Periode film er ikke for alle, men selvom man ikke altid syntes genren tiltaler en, burde man alligevel se dette mesterværk, der jo flere gange man ser den, ophøjer sig mere og mere fra film til ægte kunst. Her er kræset for alle detaljer, og det hele er tilsat et euforisk smukt soundtrack af Elmer Bernstein, der får kostumer, kulisser og enestående skuespil til at smelte sammen i en højere enhed.
The Age of Innocence er et mesterværk af en af verdens bedste instruktører, der med denne film beviser, hvorfor han gør sig fortjent til den titel.
Ekstramateriale.
Der er ikke noget ekstramateriale på denne Blu-ray udgivelse.
Filmen er flot overført til Blu-ray og vises smukt i sit oprindelige format.
The Age of Innocence er venligst stillet til rådighed af Universal Pictures.