Skriv en kommentar
Den løse gadehund piler tværs over brostenene, da den nyankommne overvågent betragter torvet i den lille italienske middelalderlandsby. Få af indbyggerne undværer ham et kort, men inspicerende blik, hvorefter de vender tilbage til deres sysler. På trods af George Clooneys karakteristiske veltilpassede jakkesæt, så kunne scenen næsten være sat til en af Sergio Leones cowboyklassikere. ’The American’ ér en moderne spaghettiwestern.
Jack er den fremmede, som kommer til byen. En amerikansk lejemorder pakket ind i George Clooneys autoritære figur. Efter et mislykket attentat på Jack er formålet med opholdet at holde lav profil, da slemme skurke tydeligvis er ude efter ham. Det er en ensom tilværelse som biografsalen bliver trukket ind i, og derfor er det en handlingsmæssig forløsning for publikum, da Jack får tilbudt at konstruere et våben af en mystisk kvinde. Samtidig indleder han sig også på bekendtskaber til en prostitueret såvel som en præst, og selvom det lyder som starten på en dårlig vittighed, så er ’The American’ langt at være en komedie. Filmens historie findes på medaljens mørke side, når jobbet indvolverer skæg og blå briller. Jack kæmper nemlig i grænselandet mellem sit ensomme arbejde og den opslidelig higen efter nærvær, og alt imens han prøver på begge dele går det op for ham, at han bliver et nemmere mål for sine attentatmænd.
Fortællingens ensomme tema giver genlyd hele vejen igennem, da det er meget eksplicit, at Jack ikke er en del af det italienske landbymiljø, hvor han bliver behandlet som den fremmede turist. Og det bliver næsten – næsten - for søgt. Som optakt til en ellers intens skudduel, vises klimakset fra Leones ’Once Upon a Time in The West’ på en skærm hos den lokale café. Samme sted hvor amerikaneren tidligere nippede til en kop americano imens ’Tu Vuo Fa’ L’americano’ hvislede ud af radioen. Selvom et kip med kasketten til gode værker ikke er at kimse af, så er filmen faretruende tæt på at lade referencerne spænde ben for hinanden.
Instruktøren Anton Corbijns karriere er hovedsagligt baseret på stilfotografier, hvilket afspejler hans måde at lave levende billeder på. ’The American’ er mest af alt opbygget af en række meget flotte skud, hvor der virkelig er kælet for de stemningsfyldte optagelser. Lys og lyd harmonerer rigtig fint - overvej klangen af sko mod brostenene i en forfølgelsesscene i små mørke landsbygyder. Det er bare lækkert filmhåndværk at se på, og Corbijn synes faktisk også at tænke i de ”levende” stilbilleder. Den første halvdel af filmen er nemlig en række korte stemningsmættede scener, klippet sammen fra forskellige steder. Det giver et interessant fortællermæssigt præg, men desværre medvirker det også til, at optakten kommer til at virke lidt for lang og udynamisk. Her mestrer instruktøren bestemt ikke sin italienske legende-kollegas finesse for suspense, hvilket er en sørgelig akilleshæl til en ellers interessant film.
Efter 105 minutter i Dagmar-biografens mørke formåede ’The American’ dog at få mig til at kigge over skulderen og være opmærksom på hver en lyd, bevægelse og mistænkelige attentatforsøg. Efter et par minutter i den københavnske formiddagsstøj må jeg dog indrømme, at jeg ikke når Clooneys sølvstribede bakkenbarter til sokkelholderne i det filmiske Martinimiljø. Og godt det samme. For filmens portrættering af Jacks ensomme, og samtidig anspændte, livsfacon efterlader et stærkt indtryk.
Imens jeg skriver denne anmeldelse og nipper til en kop Americano på en café (ja, den er god nok), er jeg er for en gangs skyld glad for, at jeg bare er filmanmelder, og ikke lever livet som hemmelig lejemorder, spion, agent m.m. Det kræver alligevel sin indsats, så derfor får ensomme George Clooney selskab af fire stjerner herfra.
