Skriv en kommentar
For et par uger side viste Imperial filmen ”The Aristocrats” som premiere surprise, hvilket udmundede sig i ramaskrig fra en række af biografgængerne, der udvandrede undervejs. Filmen blev af de chokerede publikummer beskrevet som ekstremt kvalmende og upassende i sin måde at udpensle incest, sodomi og afføringssex.
Så det er med forventninger om det værste, at man sætter sig til rette i biografens sæde for at blive frastødt af den 85 minutter lange dokumentarfilm. Det viser sig dog hurtigt, at filmen er knap så farlig som nogle af publikummerne til snigpremieren åbenlyst følte, den var.
Filmen er i det store hele bygget op omkring interviews med nogle af de største komikere i USA. Disse komikere møder vi på barer, i parker og hvor det ellers har æret muligt for filmholdet at finde dem. Hver enkelt reflekterer kort over den vittighed som alle i branchen kender som den joke, mestrene for det meste kun fortæller indbyrdes.
Filmen former sig som en mosaik af citationer, hvor de enkeltes refleksioner og udgaver af vittigheden sættes op i mode de andre fortolkninger, hvorved forskellene på komikernes fortælleteknik bliver tydelig for seeren. Og herved får vi en forståelse af, hvad timing og humor er.
Da vittigheden i sig selv ikke er synderlig morsom, bliver midterdelen den vigtigste del af fremførelsen. Her prøver komikerne ofte at overgå hinanden i perfidt sprogbrug og ulækre billeder, der kredser om klamme kropsvæsker og uetisk samleje med en hund eller mellem en hel familie.
Det er dette indhold, som nogle er blevet forarget over. Her synes pointen oftest at være, at man ikke bør gøre nar med emner som incest og sodomi. Nu står folks grænser som bekendt ikke at sætte, når det kommer til humor. Nogen farer i flint over en vulgær prut og en gang bøvseri på kommando, mens andre synes at være umulige at forarge via sproget. I diverse serier og intimdokumentarer hr grænserne længe rykket sig i en grad, der langt overstiger "The Aristocrats"
Alene serier som ”South Park” (hvis vire møgunger i øvrigt har en mindre hylende morsom gæsteoptræden i filmen her) og grove dokumentarfilm uden humor som den svenske ”Pelle Polis” (1998) har flyttet grænserne for, hvad der kan bringes. Allerede i begyndelsen af det tyvende århundrede forargede den italienske kunstner Manzoni med at sætte sin lort på dåse og kalde det ” Merda d'artiste”. Derfor kan det undre, at humor, der i sig selv er et frirum til at diskutere tabuer, kan forarge så meget. Så meget desto vigtigere bliver filmen her, fordi den netop behandler humor og fortæller en hel del om, hvad humor og tabuer er. Filmens vulgaritet forarger ja, men det er humoren, der formår at sætte foragelsen og tabuemnerne i scene.
Jeg var ganske begejstret for filmen, som jeg fandt meget underholdende og berigende. Den er fyldt med stemninger og personlighed, og klippestilen fungerer fremragende og illustrer i sig selv, hvor vigtig timing er.
Så se en anderledes dokumentarfilm, se ”The Aristocrats”, en film om en dårlig vittighed der bliver vulgær og morsom i de grove komikeres munde. Se Robin Williams, Whoppi Goldberg, Cartmann fra ”South Park” samt Bob Saget og mange flere af den amerikanske underholdningsindustris sjoveste folk forsøge at fortælle verdens klammeste vittighed med et personligt flow.
