Skriv en kommentar
Hver dag ser vi flere tusinde billeder i magasiner, aviser og tv – de fleste er glemt sekundet efter. Nogle bliver siddende i en politisk fortælling, som da vi i 70´erne mødte Jacob Holdts ”Amerikanske Billeder”, hvor en afdanket kvindekrop havde en revolutionerende hensigt. Eller den brasilianske fotograf Sebastião Salgados (f. 1944) billeder fra 80´erne i Brasilien med hundrede af forhutlede guldgraveres higen efter det fuldkomne. Af mere æstetisk karakter blev jeg selv for 20 år siden gjort opmærksom på den britiske diplomat Wilfred Thesiger (1871-1920) fotografier af bevægende mennesker i Oman og den arabiske ørken.
Det er glædeligt, at vi nu får mulighed for at se en smuk dokumentarfilm om den tyske fotograf Helmut Newton, som er mest kendt for sit nærvær i kvindens nøgenhed, og filminstruktøren har fået store filmstjerner til at fortælle om Newton og hans måde at vise kroppens former. Og som én siger: ”Han gjorde mig stærkere som menneske ved at vise min krop”. Det er skuespillere som Charlotte Rampling, som blev pirret af hans fantasier og Isabella Rossellini, som med stor charme synliggør sit arbejde med Helmut Newtons, som gav hende en større kraft, og sangere som Marianne Faithfull og den gnistrende Grace Jones, som i sin glæde og storsmilende siger, at han var lidt pervers og gjorde hende nysgerrig. Det gør ikke noget han er lidt pervers, når man selv er det. På et tidspunkt skulle én ligge nøgen med en stor dolk i sandet – det forstod hun slet ikke, indtil det gik op for hende, at han ventede på, at skyggen skulle dække hendes skød.
Og af de gamle dokumentarfilm har den tyske instruktør Gero von Boehm (f. 1954) også fundet mange fyldestgørende filmklip og samtaler med Helmut Newton, og han fortæller med stor humor om et billede han tog af den franske politiker Jean-Marie Le Pen (f.1928), hvor han ville have ham med en hund, som vi ser – og samtidig muntert siger: Han vidste ikke, der er et liggende foto, hvor Hitler er fotograferet med en hund.
Han vil med sine fotografier sætte kvinderne i en magtposition og han ønsker ikke venlighed i deres blikke og de må acceptere, at deres kroppe er værktøjet som model. Filmen er også meget rørende i forhold til hans hustru June Newton (1923-2021, australsk fotograf og model) – som ikke i filmen virker jaloux – og der er et smukt øjeblik, hvor hun ikke ved hun er med i et billede, hvor hun selv ses i et spejl. Filmen er bygget op som en stor kærlighed til June Newton, som måtte bruge et anonymt navn ”Alice Springs”. Det har også været en ære for ham, at han så mange gange tog forsiden på det største modeblad VOGUE.
Kun en enkelt gang møder han i filmportrættet lidt modstand, da den amerikanske essayist Susan Sontag
(1933-2004) skildrer ham som kvindehader – hvortil han bare siger, at det er dejligt at være provokatør.
Han døde i 2004, og som Gero von Boehm siger på en meget passende måde – på vej til at fotografer smukke kvinder på en strand i Hollywood, hvor han får et hjerteanfald i bilen.
Hele tiden på vej, søgende og udforske sig selv i at se.
