Skriv en kommentar
Jimmy Mirikitani er en ærekær japansk-amerikansk kunstner fra New York, der nærmer sig de 90 år. Ganske usædvanligt, lever han på gaden og overlever primært ved at sælge sine malerier til forbipasserende, og er derfor en markant skikkelse i gadebilledet. En dag beslutter Linda Hattendorf, som bor i kvarteret, at følge Mirikitani med sit kamera. Spørgsmålene omkring hvorfor han lever på gaden, og hvorfor mange motiver i hans maleriet dukker gentagende gange op, kommer stille og roligt til overfladen. Det viser sig at Mirikitani, har været indsat i en af de amerikanske interneringslejre der blev oprettet i USA for japanere med amerikansk borgerskab, under 2. Verdenskrig. Her mistede han sit amerikanske borgerskab og har siden levet en ydmyg tilværelse i USA. Da venskabet mellem Hattendorf og Mirikitani udvikler sig, begynder hun langsomt at samle skårerne fra hans liv og installere ham i hendes egen lejlighed – og hjælper Mirikitani i gang med et anstændigt liv, hvor han ikke nødvendigvis behøver at leve på gaden.
”The Cats of Mirikitani” er en lille lavbudgets dokumentar, optaget udelukkende af Linda Hattendorf. Og man må sige at hun har ramt en interessant historie, ved at fatte nysgerrighed for en tilfældig lokal hjemløs. Udover at det er et hjerteskærende portræt af en skæbne, der har fået ødelagt sit liv af en krig han ikke var indblandet i og derefter blevet glemt i bureaukratiet, er det interessant billede af hvordan viljen til at skabe kunst gør en 80-90 årig mand i stand til at overleve et ellers hårdt liv på gaden. Det eneste han stort set laver, er at male og tegne – og ofte med interneringslejre som motiv. Hvad der starter som en egentlig portrætfilm, udvikler sig til et detektivarbejde, hvor Hattendorf bl.a. finder frem til slægtninge og hans amerikanske statsborgerskab.
Der hvor ”The Cats of Mirikitani” rigtigt kunne hvæse kløer, er ved at søsætte et humanistisk angreb mod meningsløsheden med krig, for derefter at sætte det i relief til USA egen situation og håndtering af bl.a. terror. Dog kommer Hattendorf aldrig rigtigt ud af busken. Heller ikke da hun, ellers helt oplagt, optager tilstanden i New York d. 11 september 2001 – lidt tid efter Mirikitani har fortalt om hjemby Hiroshima, der som bekendt fik en atombombe at smage ved udgangen af 2. Verdenskrig. Det forbliver en kommentar, der ikke rigtigt tør andet end at sammenligne meget implicit og går meget stille med dørerne. Det er rigtigt ærgeligt, da hun både har materialet og temaet til at skrabe i overfladen på både den amerikanske selvopfattelse og derudover pointerer at angst avler angst i forbindelse med terrordebatten, hvilket Mirikitani endda siger på et tidspunkt. Hottendorf vover simpelthen ikke nok. De problemstillinger hun søger at skære op bliver for tandløse, hvilket får hendes brandbare materiale til at føles noget lunkent.
”The Cats og Mirikitani” er en fin debut af Linda Hattendorf, med et tema der har et kæmpe potentiale, uden rigtigt selv at vide det. Det virker som om, at Hattendorf ikke selv har været klar over det store perspektiv, og at projektet om en lille sære japaner pludseligt er vokset over hovedet på hende. Derfor sidder man med et meget ærgeligt smag i munden efter filmens slutning, for nok var det da en fin portrætfilm med et rørstrømsk islæt. Men der hvor filmen virkeligt kunne udleve sit potentiale, vælges der lige så fint at svanse henover.
