Skriv en kommentar
Filmserien der er sat til at overtage Harry Potters trone som børnenes favorit, er netop nået til anden del, og kan stadig med nød og næppe fanges i biograferne. Hvis man er opsat på at følge op med spilversionen, anbefales det på det kraftigste, at få set filmen først – eller endnu bedre, at læse bogen før filmen. Spillet tager nemlig udgangspunkt i filmen, og supplerer endda op med bihistorier og episoder der ikke er at finde i hverken bogen eller filmen, og med et ufatteligt forvirrende narrativ, er det godt at kende historien på forhånd. Spillet starter med ødelæggelsen af Cair Paravel og tyveriet af Susans horn, som bør introducere spilleren til spillets funktoner og styring. Forhåbentligt har du prøvet andre spil før i denne genre, for der er ingen introduktion, og med et enkelt tryk på en knap, ender du midt i slagmark med et mål om at destruere Talmarinernes katapulter. Efter at have forsøget på flere forskellige måder, måtte jeg trykke på ”Start” knappen, hvorefter en mere udførlig beskrivelse af ens missioner kom frem på skærmen. Hvordan jeg skulle vide, at jeg skulle finde en kæmpe og kravle op på hans ryg for at styre ham, har jeg absolut ingen anelse om. Sådan fortsætter spillet – mangel på forklaringer der kan skabe mere irritation end selv i de gode gamle Commodore 64 dage.
Spillet er såmænd simpelt nok, man styrer en karakter af gangen, og har typisk 2-5 forskellige at skifte imellem som hver kan deres eget lille trick. F.eks. har Edward en lommelygte der er god i mørke hvor Peter har et reb man kan bruge til at kravle op af klipper eller sågar hive skibe i land med. Steder hvor disse egenskaber skal bruges er ofte markeret med et symbol, men her kommer igen et af de større problemer i spillet til syne – kamerastyringen. Normalt i disse ”third person” spil har man konstant kameraet i ryggen, og kan styre dette rundt selv. Jeg tror også dette var meningen i ” The Chronicles of Narnia: Prince Caspian”, men kameraet har sit eget liv, og selvom man kan styre det lidt rundt, er det sjældent mere end et par centimeter fra side til side. Når man så sidder fast i spillet, er det fordi du ikke kan finde dette ikon der skal hjælpe dig videre, og uden frit brug af kamera siger jeg bare held og lykke med at finde det.
Spillet er dog ikke fuldstændig håbløst, for kampsystemet er til tider udfordrende på den helt rigtige måde, især når man prøver med en ny karakter, der ikke lige har de tricks og den hastighed man er blevet vant til. Nogle af spillet puzzles kan også være udfordrende, men det er nok mere fordi der lige er en ting man har overset i forbifarten, og så skal rende tilbage efter den i et stykke tid. Det skal lige nævnes at det her kan hjælpe at være to om spillet, for man kan nemlig spille co-op i ” The Chronicles of Narnia: Prince Caspian”, hvilket gør det en del sjovere end hvis man holder sig til single-player delen, og er du vild efter gamerscore er dette også den hurtigste vej til de 1000 point.
Grafikken i ”The Chronicles of Narnia: Prince Caspian” går lige fra flot til elendig. Naturligvis er den flottest når man ikke spiller, men befinder sig i mellemsekvenserne, hvor selve spilledelen næppe er det flotteste man har set til Xbox 360. I en mission hvor man skal stjæle heste fra en stald, er bevægelserne og baggrunden så simpel og kedelig, at man ikke kan komme hurtig nok forbi missionen. Derimod er grafikken bedre når man kommer flyvende henover diverse landskaber på sin griffin. Lydene og stemmerne er acceptable, men dårligt skruet sammen, så det anbefales at gå ind i options og ændre på lydniveauerne.
”The Chronicles of Narnia: Prince Caspian” må siges at være en oplevelse hovedsageligt for fans af filmen. Spillet følger som sagt filmen nøje, og den måde bihistorierne er skruet sammen med hovedhistorien er spillets største plus. Udover det er der intet nyt under solen, og der findes meget bedre i genren.
Spillet er venligst stillet til rådighed af:
K.E. Media.
