Skriv en kommentar
Christoph Hochhäuslers “Unter dir, die Stadt” er en glatdesignet, moderne tragedie, der ligeså meget leder tankerne hen på det gamle testamente, som på tidssvarende film som “Wall Street”, “Sex Games” og “Fatal Attraction”. Både filmens æstetik og figurernes motiver er af mytiske proportioner, hvis man som Walther Benjamin mener at myter ikke er fortællinger om moral, men om magt.
Det er Hochhäuslers film i sjælden grad. En mere magtfuldkommen og arrogant karakter end bankchefen Roland skal man lede længe efter. Som Kong David, der fra taget af sit palads skuer Bathseba og efterfølgende udstationerer hendes elskede ved fronten for at få ham af vejen, således sender også Roland sin udkårnes bedre halvdel (og Rolands underordnede), Oliver, i næsten ligeså vis en død. I filmen er det en indonesisk bankfilial, der har det med at returnere sine medarbejdere til hovedkontoret med fødderne først. Med Oliver således ved fronten får Roland frit spil til at forføre Olivers kone, Svenka, hvilket han gør med overrumplende løgnagtighed. Alt hvad Svenka erfarer om Roland er sociopatiske fiktioner – manipulerende påhit som vi kender dem fra “My Summer of Love” eller “Usual Suspects”. Filmen opbyder navnligt gennem Roland, dødssynder til overflod, og det er som sagt ikke så meget amoralens element som Rolands magt til at gennemføre den, der indgyder den knugende apati I tilskueren.
Apatien gennesyrer iøvrigt hele filmen fra det elegiske violinbårne soundtrack over de højhusepyntede panoramaer til de underspillede skuespilspræstationer.
Man kan acceptere Roland som en gennemført usympatisk antagonist i Robert Hunger-Bühlers velleverede, underafkølet tyske version. Sværere er det straks at acceptere, at Svenkas karakter også mangler forsonende sider. Hun synes mindst ligeså røget som Roland er speget; på det nærmeste mere manipulerende og snedig end bankchefen selv i jagten på at hytte både sit private og professionelle skind. Det skurer imod den autencitet som Svenkas og Olivers forhold indledningsvist fremstår med, ligesom selvsamme forhold ikke manifesterer sig på nærværende vis i Svenkas senere gøren og laden med og omkring Roland. Deres affære får til gengæld en proportionsforvredet tyngde, da hun f.eks. fanger Roland i hans løgne. Rolands karakter bliver mod slutningen en tand for postuleret ond, da han på Svenkas anklager svarer, at “hun nu ved hvor farlig han er”.
Hochhäuslers film er en visuel samt lyd- og skuespilsmæssig præcisionsøvelse, der på den ene side imponerer og på den anden truer med at fjerne forankringen i fortællingens socialrealistiske del til fordel for en hyperæstetisk fascination. Det, der med andre ord lover at udfolde sig som en veltempereret kapitalisme-kritik bliver desværre mere til en højstemt mytefortælling på nye flasker og som sådan en tand for virkelighedsfjern.
