Filmen er Sean Penns 2. film som instruktør siden den bemærkelsesværdige debut med ”The Indian Runner” i –91.
Filmen er først og fremmest en hævn-historie om Freddy Gale (Jack Nicholson) der for seks år siden mistede sin lille datter ved en trafikulykke og lige siden ikke blot har talt dagene indtil drukbilisten Booth (David Morse) bliver løstladt og han kan tage livet af ham, men også har sat sit ægteskab over styr og er sunket dybere og dybere ned i et liv præget af følelsesmæssig afstumpethed. Men Penn fortæller også om bilistens forsøg på at komme overens med det, han har gjort. Freddys vej ned i det totale psykiske sammenbrud spejles i Booths forsøg på erkendelse i forhold til tragedien for seks år siden.
Filmen fungerer bedst i sin skildring af Freddys deroute. Hans ture i storbyens natklubmiljø med strippere, ludere og druk er mildt sagt overbevisende og står i skærende kontrast til hans halvhjertede forsøg på at forsone sig med den tidligere hustru (Angelica Huston). Hun har i modsætning til ham intet fortrængt, men lever hver dag med tragedien. Det står mere og mere klart som handlingen skrider frem, at Freddys deroute ud i selvdestruktion og hævn bærer fortrængningens fatale mærke. Måske i virkeligheden tydeligst og stærkest udtrykt i filmens optakt, hvor en gruppe efterladte fortæller om deres tab af nære mennesker. Læg her specielt mærke til John Savage´ korte men intense monolog om at tabe sig selv ved at miste den anden.
Til gengæld har Penn knap så meget greb om Booth, bilisten der nu er løsladt og forsøger at komme videre. Booths milde forsøg på at forstå skyld, tilgivelse, hævn og frihed fremstilles til tider næsten glansbilledagtigt, og harmonerer ikke med den realisme, som Penn ellers har så godt greb om i forhold til Freddy. Booth forankres aldrig i sit miljø, men fremstår som en hellig mand blandt kunstnere og akademikere, som vi aldrig rigtig overbevises om, at han nogensinde har været en del af. Men indtryk gør Penns hip til de intellektuelle da, når de ikke formår at tage betingelsesløst imod den nyligt løsladte ven og endda kræver, at han både skal underholde med sin tragedie og samtidig bytte skyldfølelse ud med et ja til livet, førend han kan tages til nåde. Paradoksalt er det, at Penn så at sige fordrer det samme af tilskueren, som dem han så utvetydigt tager afstand fra, ved at idealisere Booth. Der bliver derfor meget langt, alt for langt mellem Freddy og Booth – og det gør desværre filmens afslutning til en flov, utroværdig affære.
Ikke desto mindre har Penn en eminent sans for personinstruktion og overraskende scener, der ofte tager glansen af hollywoods konventioner. Og så må man leve med, at han til tider har svært ved at skelne mellem at give tilskuerne spillerum og at belære/prædike. For han fortæller en vigtig og krads historie, hvor han formår, godt hjulpet af en velspillende Jack Nicholson, hele vejen at fastholde pointen, at tabet af barnet betyder tab og fortrængning af hovedpersonens følsomhed – og mon ikke mange mænd har lignende historie at fortælle?
DVD-en har intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.