Skriv en kommentar
Hvis der kan siges noget kort om Wes Andersons karakteristika og gennemgående tematik i hans film siden gennembruddet ”Rushmore”, må det efterhånden være at der ikke er meget nyt under solen – til trods for det til tider har sin charme alligevel. Der er imidlertid hverken noget nyt under solen eller charmende over hans seneste udspil, ”The Darjeeling Limited”.
Tre amerikanske brødre, Francis (Owen Wilson), Peter (Adrien Brody) og Jack (Jason Schwartzman) er taget på en togrejse gennem Indien, hvor de skal finde sig selv og styrke deres forhold som brødre. Efter faderens død har deres forhold ændret sig og hver især har de deres problemer, hvilket har forstærket den mistillid de har fået til hinanden. Turen udvikler sig naturligvis ikke helt efter planen. For at skrive i et passende billedesprog, må vores helte sande at livet er en rejse der ikke kan planlægges og indimellem bliver man smidt af i svinget. Den åndelige rejse de havde planlagt går i vasken, men minsandten ikke om livet spiller dem et underfundigt pus og en ny rejse på livets vej viser sig, en af dem der vil ændre dem for altid...
Det føles aldrig som om ”The Darjeeling Limited” kommer ind på det rette spor. Det er simpelthen fordi historien ikke er vedkommende, selvom tematikken (som altid) er noget af det mest vedkommende og på det plan mere eller mindre en gentagelse af hvad vi har set før. Altid er Andersons film opbygget som en semi-selvbiografisk, nærmest pubertær, søgen efter at finde sig selv og sin plads blandt livets store spørgsmål - i hvert fald de store spørgsmål ifølge Anderson. Hovedpersonen, i dette tilfælde Jack, er i alle Andersons film et selvudråbt geni og har evigt og altid problemer med sin dysfuntionielle familie og kærligheden. Det lyder ganske rigtigt helt utroligt banalt - og det er det skam også. Heldigvis har Anderson tidligere med bl.a. ”The Royal Tenenbaums” formået at skabe en absurd stemning af sort og stiv komik, der har skubbet det alt for selvsmagende og selviscenesættende i baggrunden. ”The Darjeeling Limited” er imidlertid slet ikke humoristisk nok til at agerer kontravægt. Den er derimod en usædvanligt irriterende gentagelse af hans sædvanlige tematik og lommefilosofiske selvrefleksion, uden situationsfornemmelse og ironisk distance. Til forskel for hans andre film, er ”The Darjeeling Limited” dog mere voksen – Jacks bror Peter står og skal til at være far, og Francis er oven på en nærdødsoplevelse forslået til det ukendelige, hvilket har sat tankerne i gang hos ham. Det kunne have været nok så interessant og menneskeligt at følge deres udvikling, hvis ikke det var for at deres kollektive dannelsesrejse gennem Indien blev en kliché på en kliché. Andersons film har altid brystet sig af en tør ironisk tilgang, men denne gang køres det i sænk. Et eksempel er da en oprigtig oplyst Francis smider bandagen, for at vise sine sår – og dermed underforstået sine mentale sår – til sine brødre i et platpoetisk langsomt tempo, som symbol på at deres fælles tillid er genoprettet. ”The Darjeeling Limited” vil så gerne kunne smide om sig med små stikpiller. Det er f.eks. meget muligt at filmen til en vis grad er en kommentar til amerikanernes attitude overfor andre nationer, men igen forsvinder den ironiske distance, da Peter er med til at redde nogle børn mens en af dem dør. Pludseligt bliver de hyllet og så er amerikanere jo ikke så slemme mere – og Peter ser lyset i forbindelse med sit kommende barn. Det er ikke smukt, men bare en misforstået banalitet, man ikke kunne være mere ligeglad med.
Skuespillerne gør deres bedste for at give de en-dimensionele karakterer en vis dybde, men ligegyldigt hvad, er de stereotype personer komplet uvedkommende. Teknisk set er filmen en lækkerbisken og det er tydeligt at Anderson rent kreativt er vokset med opgaven. Der er flere flotte long takes, lange sekvenser hvor der ikke klippes, som eksempelvis en sekvens der drejer 360 grader og stopper op på fire punkter, for at fange fire personer der bevæger sig imod kameraet. Det er simpelthen utroligt flot instrueret og filmet - og scener som disse er der flere af. Vanen tro består soundtracket af primært af 60'er og 70'er rock, men der er naturligvis også plads til lidt indisk musik.
En film som ”The Darjeeling Limited” er uden tvivl en film der vil dele vandene, mellem dem der er fans af Anderson retorik og andre som ikke er det – og dem der er blevet træt af ham. Personligt vil jeg mene at Anderson skulle prøve en ny type genre, da han efterhånden er blevet en kæmpe kliché i sig selv – hvilket denne film er et symptomatisk eksempelvis på. ”The Darjeeling Limited” forsøger at være underfundig og et frisk indslag, men i virkeligheden er det en sørgelig genbrugsvare med ny indpakning og et par nye ansigter i skuespillertruppen, der ikke kan tilbyde noget som helst indbydende.
