Skriv en kommentar
Med et mislykket selvmordsforsøg som omdrejningspunkt svajer vi ind og ud af Hesters (Weisz) tumultagtige syn på kærligheden, mens hun forlader sin ældre og mere sofistikerede ægtemand (Russell Beale) til fordel for en yngre model (Hiddleston). Hverken ægteskabets sikkerhed eller affærens lystbetonede natur synes dog at lindre hendes tvetydige sind.
Der er en ironi at finde i brændpunktet mellem The Deep Blue Seas hovedperson og filmen selv - ingen af dem ved rigtig hvad de egentlig vil opnå. Man fristes i hvert fald til at drage den konklusion i kølvandet på denne noget uforløste og melodramatiske fortælling. Genrens konventioner og kendetegn overmander filmen, og i stedet for et gribende kærlighedsdrama får vi et storladent, til tider overspillet, spektrum af følelser i hovedet. Afsenderen er tydelig, modtageren knap så åbenlys.
Med The Deep Blue Sea indhyller Terence Davies os i et sandt nostalgitrip tilbage til 50’ernes England. Melodramaets fokus på overdrevne følelser giver dog filmen en ufrivillig verfremdunsgeffekt og som publikum afholdes vi fra rigtig at kunne involvere os, i Hesters beslutninger og tanker. Man føler sig til tider mærkelig kold og uberørt overfor hendes ulykke. Weisz gør det solidt i hovedrollen, men synes fastlåst af karakterens forudbestemte form. Hiddleston fremstår ofte en smule karikeret som Freddie, objektet for Hesters lystbetonede kærlighed, mens det er Beale der virker bedst tilpas, som den forsmåede husbond William.
Hvor filmen lykkedes bedst er i dens stemningsfyldte tidsbillede og stensikre visuelle fremtoning. Samtidig skal Davies roses for at skyde små doser af underspillet, ja underspillet, humor ind hvor det er mest effektfyldt. F.eks. forvandler et iskoldt middagsselskab hos Hesters svigermor kortvarigt filmen til en knastør komedie. Man længes efter flere stunder som denne.
