Skriv en kommentar
Alexander Payne er blevet kendt som en instruktør, der ikke lefler for sit publikum med pladderromantik og nostalgisk melodrama, men alligevel rammer nogle af de inderste følelser med simple midler. Med både Rundt om Schmidt (2002) og især Sideways (2004) formåede han at ramme en bittersød balance mellem drama og komik, hvilket blev belønnet med adskillige Oscarnomineringer, og en enkelt pris for Best Adapted Screenplay i 2005. The Descendants er endnu en filmatisering af en mindre kendt roman, og igen formår Payne at fortælle en stor historie med en lille historie.
Filmen kredser om Matt King (George Clooney), en hårdtarbejdende advokat og fraværende familiefar i Hawaii. Matts liv vendes pludseligt op og ned, da hans kone havner i koma efter en vandskiulykke. Matt må nu indtage den noget uvante rolle som eneforsørger for sine to døtre, den rebelske teenager Alexandra (Shailene Woodley fra TV-serien The Secret Life of the American Teenager) og den utilpassede Scottie (Amara Miller), samtidig med at han skal formidle situationen for venner og familie, og forholde sig til informationen om konens utroskab. Og som om det ikke er nok, så er Matt også ansvarlig for det forestående salg af et enormt, familieejet stykke hawaiiansk jord, og er således fanget i valget mellem størst muligt økonomisk gevinst for King-klanen, og hensynet til den hawaiianske kultur, som slægten også er en del af (heraf filmens titel).
George Clooney er, fuldt fortjent, nomineret til en Oscar for sit portræt af Matt, der løbende skal indtage en lang række følelsesmæssige positioner, alt efter hvem han taler med om sin kones ulykke. Clooney bliver aldrig nogen stor method actor, der går ind i en rolle med hud og hår, for han vil, lidt ligesom hans buddy Brad Pitt, altid blive set mere som George Clooney der spiller en karakter, end som selve karakteren. Hans minimalistiske, underspillede stil passer dog perfekt ind i Paynes projekt, der som nævnt heller ikke går ind for overspillet melodrama. I stedet spiller Clooney med en værdighed og naturlighed, der griber ekstra hårdt om hjertet, når han endelig skal vise de store følelser, der unægtelig følger med Matts situation. Udover Clooney er også Woodley som storesøster Alexandra værd at bemærke. Hun klarer overgangen fra selviscenesættende rebel til omsorgsfuld støtte for lillesøster og forvirrede farmand med yndefuld fandenivoldskhed, og jeg spår hende en lovende fremtid.
Brugen af Hawaii som kulisse skal også lige have et par ord med på vejen. Payne undgår nemlig (næsten) at forfalde til idyllisk postkortæstetik, som man kender det fra de mange Hawaii-specials i diverse sitcoms og soap-operaer. I stedet kommer den vilde natur – selv i familiens middelklassekvarter – til at stå som kontrast til den reserverede og kølige Matt, uden dog at forherlige den. Soundtracket består næsten udelukkende af ukulelemusik, hvilket giver et strejf af eksoticisme til de ofte meget følelsesladede scener, som derved undgår at falde i den førnævnte pladderromantiske fælde.
Filmen er dog ikke perfekt. Især slutningen føles en smule langtrukken, og Alexandras ven Sid (spillet af Nick Krause) kan som karakter ikke altid holde den fine balance mellem bitter og sød. Det er dog skønhedspletter på en fantastisk film, der netop hylder det uperfekte, og portrætterer det moderne menneske på godt og ondt. I løbet af filmen tog jeg mig selv i at fælde en tåre og skraldgrine på samme tid, hvilket ikke er sket siden Twilight: New Moon, og her var det af helt andre årsager. Hvis man forventer action og plottwists en masse, skal man holde sig væk. Men så ville man snyde sig selv for en film, der tager sig god tid til at fordybe sig i personrelationer og små dramaer, og belønner med små guldkorn af menneskelig indsigt.
