Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”The Devil's Own” er en af de der amerikanske film, der skinhelliget berører tilstanden i et krigshærget land, uden at sætte sig ind i omstændighederne. Oven i købet ved at spille på klichéen om at USA er verdens politimand, der kan sætte vægtskålen i balance. Og da filmens retorik på nogle områder minder om John Waynes ”The Green Barets”, er det absolut ikke pænt.
Frankie McGuire (Bard Pitt) er en ung nordirsk mand, der er engageret i IRA. Da McGuire er med til at mobilisere en større offensiv, og i øvrigt er jaget af den britiske efterretningstjeneste, ser han sig nødsaget til at rejse til USA og forhandle med en illegal våbenhandler (Treat Williams). Da McGuire lejer et værelse hos den aldrende politimand Tom O'Meara (Harrison Ford), bringes familien O'Meara i overhængende fare, hvilket giver McGuire moralske skrubler...
Fra start til slut er der ikke meget at komme efter i ”The Devil's Own” end middelmådig action, trods et forstående eksplosivt drama, der helt basalt set ikke får nok ud af materialet. Det lover godt med terrorist-action i starten, men da historien folder sig ud, kommer filmen for alvor i fortællemæssige vanskeligheder og kedsomheden indtræffer nærmest øjeblikkeligt. Ikke nok med det, kan man ikke ligefrem klandre filmen for at være inspirerende eller uforudsigelig. Det er ikke uden grund, at jeg havde glemt ”The Devil's Own” - så anonym og jævn er den simpelthen.
Da ”The Devil's Own” kom frem i '97, fik produktionen en masse omtale pga. voldsomme uoverensstemmelser mellem Ford og Pitt. Om det var et PR-stunt til at trække en middelmådig film op, kan man kun gisne om. Dog vidner den komplete mangel på kemi mellem de to hovedrolleindehavere, om at de i hvert fald ikke er sammenspillet. Dramaet mellem ubestikkelige O'Meara og selvretfærdige McGuire bliver aldrig så nuanceret eller vedkommende, at den i forvejen påklistret tematik forbliver en smalsporet kliché. Man mærker ikke den benhårde eftertænksomme markering den rutinerede Alan Pakula, der stod bag virkeligt fremragende film som ”Alle præsidentens mænd”, ”Sofies valg” og ”Presumed Innocent”, vanen tro ellers har leveret. Pakula døde året efter, men det virker ærligt talt som om han døde af kedsomhed under optagelserne ”The Devil's Own”, der som værk er et sørgeligt eftermæle for mesterinstruktøren.
3/6
Billede
Filmen er præsenteret i et middelmådigt 2,40:1, 1080p transfer. Til trods for at den høje opløsning ganske vist står bedre end på DVD-udgivelsen, er der absolut stadig iøjnefaldende mangler og sjusk. Under hele filmen er der grynet lag, særligt ved helt lyse eller mørke sekvenser. Visse steder mudrer opløsningen mellem hvad der ligner DVD og HD kvalitet.
3/6
Lyd
Filmens TrueHD 5.1 lydspor er umiddelbart heller ikke til at prale af. Til trods for at actionsekvenserne burde lægge op til bragende subwoofer og et minimum af surroundeffekter, udnyttes 5.1 potentialet ikke. Dog er dialogen skarp og tydelig, hvilket trækker op.
3/6
Ekstramateriale
Der er ikke ekstramateriale på udgivelsen.
Konklusion
”The Devil's Own” er som film og udgivelse helt igennem jævn. Præstation og præsentation følger hverandre, hvad der rent teknisk er skuffende. Er man fan af filmen og i forvejen har den på DVD, kan jeg ikke se nogen grund til at erhverve Blu-Ray udgivelsen, der ikke hævder sig som andet end kedelig standard.
I alt: 3/6
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
